Som at nyde mangefarvede påskeæg... Kærlighedens farve er dog den fineste.

Bo Lilles Haiku bog virker mest på mig der, hvor hans blødhed skinner igennem. Der hvor hele hans menneske elsker.

Jeg husker første gang jeg skulle i Underskoven og møde Bo Lille. Bo Lille? Han måtte være sådan en kort, tyk mand med lavt siddende ører og bred mund med store våde læber. Af temperament mente jeg, han måtte tangere over i det flegmatisk/sangvinske. Og stemmens klang var nok en smule Jørgen Clevinsk.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har sådan en tendens til, at forme folk efter deres navne. Men Gerda ville f.eks. være noget med udstående tænder og en Kurt skulle være krumrygget.

Snart viste det sig, at min navnefilosofi ikke holdt en meter. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at Bo Lille bar stribet kasket og læderjakke, Jeans – det vil sige casual Clothing. Kroppen var lang og slank og ørerne sad sådan, som ører skal når de holder på en kasket.

Bo Lille læste med tydelig og klar stemme digte fra sin bog ved navn ”Sitti Sångz”. Det tog næsten pusten fra mig for hvor VAR flegmatikeren? Ham der var jo nærmest fyr og flamme!

Efter mit første møde med Bo, har jeg altså droppet det der med, at Lille betyder ”lille” og evt. rimer på ”stille”. Bo er nemlig altid på farten fordi han kan lide det.  Han har som regel noget stort i gang og jeg kunne nævne så meget; han er bl.a. god til at hjælpe andre digtere frem. - Som nogen sagde en gang:

-         Han er fyrbøderen, ham der holder dampen oppe på det gode skib Underskoven.

Dét er så sandt så sandt. For dét der kendetegner ham er hans evne til at banke projekter op af stenbroen; behøver jeg at nævne at han ”fandt på” Underskoven? Behøver jeg at nævne, at Viggo Madsen og Bo Lille har haft gang i et mega-haiku-projekt i Information hele 2006 og stadig har – i 2007 - januar ud.

Behøver jeg at nævne noget som helst? Thi alle ved og kender til Bo Lilles dynamik og branding på højt plan!

Men. Jeg kom nu ikke kun for at portrættere mennesket og ildsjælen Bo Lille. Jeg kom også for at anmelde hans sidste nye bog.

Jeg købte nemlig Bo Lilles ”Haiku – knytæg med afkroge”, da vi mødtes på Bogmessen i Forum 2006, til haiku-træf.

Når man første gang ser en nybagt bog er det coveret, omslaget – om I vil, der møder én. Bo Lille har haft fat i forfatteren og multikunstneren Ole Bundgaard.

Ole har så smykket bogen meget vellykket med kornblomstblå pensel-strøg hvor der indimellem anes lidt pink og orange. Det passer godt til bogen. Poesi forbindes ofte med blåt (hvem kender ikke monologen: Poesiens blå blomst?). Som jeg ser det – er den lyserøde farve de små strejf af ”blødme”, der giver coveret dybde og åbning. Og hvad mere naturligt ville det så ikke være, at åbne bogen med et digt:                                                             

Knytæg
Haiku rummer alt
Krøller verden sammen
              til et lille æg

Dette haiku digt er taget fra Bo Lilles ”Haiku på dansk – med skævt smil og skæve øjne”, Oneman 2005..

Det er et genialt indledningsdigt! For er dét ikke dét der kendetegner haikudigtning; at sige så meget på tre linjer, at man fornemmer verdensrummet i et lille æg!

Han bygger også bro mellem den forrige haiku bog til den nye, ved at indlede med et haikudigt fra den gamle. Det er smukt gjort.

Han  minder sig selv og sine læsere om hvad der virkelig startede det hele. Som Bo selv er inde på i den nye bogs forord:

- Forrige digtsamling ”Haiku på dansk..”, er bygget på iagttagelser af naturen omkring Sjælsø gennem et år. I den lille poetik, der indleder den nævnte bog, omtaler jeg en række undergenrer inden for den brede paraply, der hedder ”haiku”. Men jeg når ku at strejfe dem. –

I ”Haiku – knytæg med afkroge”, vælger Bo  så at uddybe hvordan haikudigte kan tage sig ud når de er klædt på til dansk.

I forordet nævner han undergenrerne; klassiske haiku, naturhaiku, kærlighedshaiku, satiriske og de filosofiske haiku. Vi får altså en god men ikke for lang indledning til hvad der nu skal til at ske.

I bogen vil man kunne læse filosofiske, metapoetiske, kærlighedshaiku og årstidshaikudigte.

*

Jeg har læst bogen rigtigt mange gange; på vej ud og hjem fra job, under dynen og en lun decemberdag på terrassen med en skål hvid te. Og fælles for alle de gange jeg læste den - skete der noget ganske mærkværdigt inde i mig. Og det er helt sikkert Bo Lilles skyld!

Han begynder med de Filosofiske haikudigte. Netop dette afsnit fortærede jeg en varm decemberdag på min terrasse med dampende, hvid te i en hånddrejet keramikskål.

En del af digtene gjorde det ved mig, at jeg lige måtte lægge bogen i skødet med bogryggen op i himlen. Digtene skulle ”ses” fra tankerne, hjertet og det intuitive. Der skulle fred og ro til at nyde dem.

1.
Døden nærmer sig
Ingen kan leve evigt
           Livet er evigt.

Det er vel  sådan, at vi overlever Døden i kraft af dem vi har ladt tilbage? I dét vi lever videre i venner og families bevidsthed. Derfor lever min tip tip oldemor endnu, selvom jeg aldrig nogensinde har mødt hende fysisk. Men jeg har hørt så mange historier om hende, at hun både har fået farve og stemme!

2.
Min hukommelse
er et køleskab fuldt af
henkogt blå sommer

Her er det minder om en sommer der dukker op når han åbner køleskabet. Måske er det blommer og blå himmel han bedst kan lide at huske?
Det er et særligt haiku synes jeg. Det er vemodigt uden at blive sentimentalt. ”Køleskabet” går ind og puster humor i det hele. Men stadig denne vemodighed.

Bo Lilles filosofiske haikudel er dog ikke det afsnit der griber mig mest. Det når ikke mit hjerte - eller mange af haikudigtene bliver på papiret.
Efter den 5. kop med hvid te er jeg nået til de metapoetiske. Disse smager også af filosofi, men i forhold til digtene i det filosofiske afsnit, så bevæger de metapoetiske mig mere. Blot er det lidt ærgerligt, at afsnittet ikke er så langt. Her bevidstgør Bo Lille skabelsen af digtene for læserne – som f.eks. her:

3.
De bedste digte
opstår altid netop dér
hvor jeg savner ord  

Det er hamrende godt skrevet, for ofte ER det jo sådan; man har lige læst et digt – ørerne virrer begejstret og hjertet jubler, men munden kan ikke kende alfabetet igen og de sætninger man prøver at formulere om digtet forekommer platte og intetsigende.
Her gælder ingen fine gloser – her har hjerte, øjne og virrende ører talt deres eget sprog. Kroppens sprog styrer!

Det næste afsnit bliver læst under dynen. Et udmærket sted til Erotik og Kærlighed/Bo’s Lille Højsang! Og nu begynder påskeægget at skyde små revner så karamellen siver ud! Det her er jo lækkert!
I de filosofiske digte mærkede jeg meget, at Bo Lille var oppe i hovedet – hvorimod Bo har smidt kasketten i de erotiske. Han har faktisk klædt sig helt af!
Haikudigtene er frække men ikke vulgære:

4.
Lad mig kysse dig
med de blødeste øjne
hviske i din mund  

Og hvad med disse to knaldperler?

5.
Chagalls violin
Sprøjter blå heste af sig
Må JEG sprøjte DIG

*

6.
Kunstsilketrusser
sorte som den glatte nat
Jeg bliver elektrisk

Men det handler ikke om erotik det hele. Bo kan også skrive om Kærlighed. Jeg fandt så mange bløde digte i dette afsnit, men måtte jo styre mig og kun nævne dem, der krøb ind under huden på mig:

7.
Du bøjer dig ned
Og giver jorden et kys
Lokker en blomst frem

Her er jeg altså solgt til stanglakrids! Det er så fuld af ”blødme” og jeg fornemmer virkelig, at han VIL og KAN bære sin elskede på hænder og fødder, hvis det var dét der skulle til.

8.
Du er min stjerne
Hver gang jeg betragter dig
glemmer jeg himlen

Suk siger jeg bare... Og det kan godt være fordi jeg er kvinde, der ligger og gasser mig under en krøllet dyne mens jeg læser det hér – men  jeg kan ikke komme uden om, at det gør godt; han skriver jo med hjertet. Der elskes mere end det tænkes og dét er dét, der tiltaler mig.

* 

Sidste afsnit i Bo Lilles haiku bog huser årstidshaikudigte. Jeg tog bogen med i Kystbanetoget og DSB kaffen skvulpede over alle sider. En kaffeplet landede på side 58 mellem to haikudigte men tættest på dette:

9.
Is klatrer frem
En skulptur i kølig vækst
Hvem er kunstneren

Kunstneren må være Kong Vinter eller – hvis man som jeg har et lille religiøst hjørne i kroppen -  Gud. Jeg kan lide at han lader det være op til læseren om det nu er Gud, Kong Vinter eller blot en videnskabelig nødvendighed, der får skulpturen frem. Ikke noget med at pådutte læseren noget. Vi må godt selv tro hvad vi vil.

Det rørende digt om at kaste sig ud i legen som et femårigt barn, selvom man er oppe i alderen må jeg også lige have med:


10.
Som da jeg var fem
Suser jeg ned ad bakken
                kører fra tiden

Ofte bruser Bo Lilles humor igennem når han skriver digte. Som regel er det aldrig for plat. Haikudigte er såmænd ingen hindring for at lave lidt sjov:


11.
Hesten på engen
Emmer kuldens poesi
Og pelsen rimer

Og inden jeg nåede Østerport Station fangede dette haikudigt mine to blå:

12.
Som en regnbue
svæver du over vejen
iført solstråler

Iført Bo Lilles haiku digte svævede jeg ud af toget og forsvandt videre ud i verden. Men ikke nok med det. På vej hjem med kystbanen igen genoptog jeg læsningen af hans bog. Jeg kunne da ikke stoppe nu?

13.
Regndråber falder
prikker hul i en vandpyt
lukker det igen

*

14.
I farten vender
vinden et blad i luften
haster videre

Hér har Bo fat i to øjebliksbilleder. Jeg fornemmer, at han har stået og set alt sammen ske i dets rette tempo. Ingen stress, ingen smartness. Blot fine naturobservationer med hjertet.

Da jeg stod af toget fyldtes jeg af stor taknemmelighed. Bare det at få lov til, at anmelde et andet menneskes bog er da stort. Det er ikke bare noget der skal gøres for at slå tid, forfatter eller bog ihjel. En anmeldelse er bare altid så pokkers subjektiv. Og er det der er ufedt for mig kunne være guld for dig.
Ofte har jeg tænkt, at det må være sygeligt svært at anmelde en bog og det er det virkelig også! For nu hvor jeg har endevendt ”Haiku- et knytæg med afkroge”, kan jeg godt sidde og tænke: 

GLEMTE jeg nu noget? Men det får så være.
Helheden er nok også den, der betyder mest for alle!

Det er nøjagtigt det samme hvis du er til koncert og sangeren synger falsk 5-9 gange. Selvfølgelig må det lige nævnes for ihh, hvor man krummede tæer i de fine dansesko! Men på den anden side så var der soul over kunstneren og der var ca. 7 numre, der i den grad sparkede røv.
Sidst men ikke mindst, var der den gode kontakt vedkommende havde til sit publikum. Der var ikke en lukkethed eller distance. Sangeren nåede helt ud på de bagerste rækker osv..

Sådan vil jeg også sige, at Bo Lilles bog ”Haiku – knytæg med afkroge” opfører sig.

Det kan da godt være, at han ikke står så stærkt i de filosofiske og metapoetiske haikudigte (ifølge mig) for der mærker jeg kun en tredjedel af Bo.
Til gengæld springer hele hans lækre menneske ud i afsnittet om erotik og kærlighed. Der er både tanke, følelse og vilje med så det basker! Det lille knytæg bliver til et mangefarvet påskeæg!

Selv årstidshaikudigtene er hans force for der synes jeg han blander alle førnævnte genre ind i haikudigtene og det er yderst forfriskende!

”Haiku – knytæg med afkroge” har for øvrigt haft en lang tid i himlen inden den kom ned på jorden til os læsere. Digtene har været undervejs i over en periode på  ca. 6 år!  Som han siger selv:

- Faktisk er nogle af denne bogs haiku iblandt mine første, ganske vist i omarbejdet form, dem jeg skrev under et ophold på forfattercentret Hald Hovedgård, hvor forstander Q. Rannes udfordrede mig til en duel på haiku. Det var sjovt, og jeg kom i gang med en lyrisk sport, som jeg siden hen – med skiftende intensitet – har holdt ved.

Jeg håber ikke det er den sidste Bo Lille Haiku bog jeg har læst. Det ville glæde mig overordentligt meget, om han fandt på én til derude i fremtiden! 

J

Anmeldt af Lonni Krause