HaikuDanmark.dk

Nye bøger


 


Haiku på dansk
En smuk sproglig palet
Anmeldelse ved Gitte Vinther

 

Jeg er faldet pladask for Bo Lilles dejlige digtsamling ”Haiku på dansk – med skævt smil og skæve øjne”!  

Vi står her over for noget så enestående som en dansk bog med hele 144 haiku-digte.

Bogen fremtræder meget smukt med en symbolsk forside, der viser en flot stjernehimmel og et æg. Den harmonerer med bagsidedigtet ”Knytæg”: ”Haiku rummer alt/Krøller en verden sammen/til et lille æg”.

 

Den indledes med en poetik om haikugenren og specielt om, hvordan den sættes ind i et dansk perspektiv.

Digtsamlingen følger naturens gang gennem årstiderne. En smuk sproglig palet fra vinterens blåhvide skær over forårets og sommerens glade lys til de rustne efterårsfarver.

 

Bo Lille mestrer flot haikudigtningen i den klassiske forstand, f.eks. i digtet ”Grenen”: ”Hejren letter tungt/Brede bask hen ad søen/Grenen vipper lidt”.

Samtidig fornemmer man hans herlige danske humor og glimt i øjet à la Benny Andersen, bl.a. i ”Newtons efterår”: ” Efterårsfarver/Der faldt det sidste æble/Gok hvor det smagte”  eller i digtet ”Redelighed”: ”Liv i sivene/Ænder svømmer tandem nu/Påskeæg på vej”.

Gitte Vinther, Bibliotekar, Viborg

Bo Lille
Haiku på dansk

-med skævt smil og skæve øjne
Forlaget Oneman 

ISBN 87-91580-1
95 sider. Kr. 125,-
Kan købes gennem boghandlen, direkte fra forlaget
Oneman eller forfatteren Bo Lille