HaikuDanmark.dk | |
Anmeldelser |
|
|
|
IDA
HAMRE Udgivet
2011
|
|
Digtsamlingen
“I det fri” er den første digtsamling af Ida Hamre,
der mest er kendt som fagforfatter, men har været
bidragsyder til Information, Underskoven, netudgivelsen
Ordløst, den tyske netudgivelse Chrysanthemum, og Haiku
Danmark antologien “Blade i vinden”. En smuk mørkeblå
collage af Ole Bundgaard pryder forsiden, og indeni venter
en fin digtsamling, der leger med de korte japanske digte,
haiku, til at bygge sine digte op med, glidende ovre i
friere vers. Indholdsfortegnelsen
giver mig allerede en helt uventet oplevelse: Når jeg læser
listen langsomt igennem, danner der sig små billeder i
mit hovede, der næsten er små haiku i sig selv. Som fx
af disse tre titler i rap:“Sommertid
/ Mærkedage / Snusfornuft” eller “Træet
/ Eftertanken / Haven”! Selve
digtene, viser det sig, er meget generøst kun skrevet på
de højre sider af bogen – det hjælper med at give ro
omkring hvert digt. Et
par af digtene ligner `almindelige´ haiku – med tre
linier á 5-7-5 stavelser. Men de fleste digte synes af være
sammensat af netop denne form, til længere digte – små
kæder, små rækker af haiku-formede digt-elementer.
Indeni hvert enkelt element overholdes faktisk oftes
reglerne for en haiku: stavelserne, to billeder stillet
overfor hinanden, og naturord, årstidsord. Det
første digt “Fugleperspektiv” har kun disse tre
linier: “Smukt men grumt svæver / den knaldsorte musvåge / hen over jorden”.
Et fint billede fra naturen, den majestetiske fugl, med
underliggende toner af det angreb, der måske følger lige
om lidt. Og
det næste digt “Ild” har så allerede fire
haiku-elementer: “Åh det trækker ud / og når det endeligt fænger / er det naturligt //
Flammerne er der / blusser eller ulmer / det dufter så
godt // Stor intensitet / ren utæmmet form /
urfornemmelser // Varmen tager over / kalder på kroppens
varme / og ny forundring”. I
midten af digtsamlingen når digtene hen i en friere formm
- med digtet “Frisind”: En løsere form, flere linier,
og længere sætninger. De inderste linier er fx trukket
sammen til et længere afsnit, starter og slutter dog med
de kendte tre linier. Så
der ER forløb og sammenhold i de enkelte haiku-elementer,
der som byggesten opbygger længere digte, med et flow, en
pulseren igennem dem... De lagrer sig ovenpå hinanden,
eller strækker sig som kæder af billeder ind igennem
tiden... Ligesom et åndedrag, der går igennem bogen,
ligesom årstider, op og ned, langsomt, åbent, vågent,
og intenst. Hvor man ved almindelige haiku hurtigt bliver
revet op af de enkelte mentale billeder, får man her
mulighed for at dvæle lidt i samme stemning. Der kan være
natur-observationer, grønne komplekse stemninger, tanker,
eller dyr, beskrevet med en stærk farvebevidsthed. Og
så ikke mindst med HUMOR: “De
står og blomstrer / selvom de har set så meget / pæoner
på stilk”. Digtet “Smagsløgn” er også fuld af
bidende humor og sarkasme: “Kun
få har god smag / tag nu sådan en som mig / ...”
og slutter med en sand sætning som: “mig
og verden har brug for / meget mere smag”. Nogle
digte som “Håbet” og “Tegn” har overraskende
slutninger, der får en til at grine... Nysgerrigheden
og undren er et gennemgående tema, og lysten til livet -
at tage det som det kommer, og nyde dens finurligheder,
farver og dufte undervejs. Det føles som en gåtur gennem
tiden, en vandring gennem undrens landskab... Der går også
en kærlighed til verden går igennem det hele:“Men
størst er modet / humoren fantasien / og kærligheden”! Med
digte som “Vinterkat”, Huden” og “Hænder” er
det ligesom at gå i vinterhi for en tid, indendørs, med
en udforsken af et andet menneske, helt tæt på. Der
tages også forholdsvis tunge emner op - overlevelse, sårbarhed,
og sygdom. Men det er som om man altid kommer ud på den
anden side med humor i god behold, og en
ikke-tagen-sig-selv-alt-for-seriøs... Hvor
er det smukt gjort. TAK for en god oplevelse. PS:
Bogen er forresten efter gode lektorudtalelser gået i 2.
oplag – meget stort for en dansk digtsamling,! Ulla
Conrad
|