HaikuDanmark.dk

Anmeldelser

 

Kate Larsen
Fire årstider - Haiku”

Forlaget Katzen, 2012.


Kate Larsen har begået en fin lille samling haiku bestående af fire kort, ét for hver årstid. Kortenes størrelse er som et dobbelt postkort med en smukt dekoreret forside, og efterfølgende tre sider bestående af 11 haiku for hver årstid.

Kortenes forsider står Kate Larsen også for, det er fine kollager i årstidens farver, med en fantastisk detaljerigdom, som man kan fordybe sig i på nærmest meditativ vis. Kun forårskortet er ikke en kollage, men et fantastisk billede af et japansk kirsebærtræs lyserøde blomsterflor. Oven på selve billedet er trykt det japanske tegn for årstiden.

Årstidens stemning sætter straks ind, når man tager kortet i hånden og ser den smukke forside, og når man åbner kortet forstærkes stemningen i de fine og ofte lunt humoristiske haiku, der omhandler tidens og naturens gang, iagttaget med kærlig eftertænksomhed.

I vinterkortet kan man bl.a. læse følgende haiku:

Mellem isflager

svømmende troldand

skumring i mosen

 

Forårshaiku, der trak tårer hos anmelderen:

Lille buksetrold

plukker sin første buket

erantis til mor.

 

Skønt sommerhaiku, man tydeligt ser for sig:

På udhusets tag

katten i en solstråle

spinder i søvne.

 

Et lunt efterårshaiku:

En gigtplaget mand

bøjende sig besværligt

efter kastanjer.

 

Hvert kort er i sig selv en dejlig stemningsfuld lille tidsboble, der omslutter læseren.

”Fire årstider - Haiku” er så absolut en anbefalelsesværdig samling.

/Anmeldelse skrevet af Pia Valentin Sørensen.