Mange
vil kende Mona Larsen som jazz-sanger (og
tekstforfatter), men hun er meget mere end det.
Hun har arbejdet inden for plejebranchen og har
også udfoldet sig som bildende kunstner. Dertil
kommer, at hun de seneste 15-20 år har gjort sig
bemærket som lyriker, ikke mindst inden for
haiku.
Mona Larsen debuterede som digter med den
lille fine haiku-samling "Bladene
drypper" (Forlaget Ravnerock, 2007) og har
siden udgivet digte og haiku, blandt andet i håndlavede
privattryk. Endvidere har hun udgivet sine
erindringer "Magi i luften" (Vilhelm,
2019). Her i efteråret 2023 er så digtsamlingen
"Hvert skridt som det er" udkommet.
Lad det være sagt straks: Jeg er
begejstret. Det er en flot bog, som i mere end én
forstand spænder bredt. Dels er bogen et slags
opsamlingsalbum, der rummer haiku og digte fra
alle Mona Larsens tidligere udgivelser, men også
nye, indtil nu upublicerede digte. Dels giver
bogen eksempler på en række japanske digtformer:
haiku, senryu, haibun, haikusekvenser, yotsumono
og monoku samt enkelte (mere vestlige) kortdigte.
Nogle af digtene overholder de klassiske regler
(fx 5-7-5 stavelser), andre gør ikke. Alt dette
kunne i en mere ukyndig kunstners hænder være
endt som lidt af en rodebunke, men det imponerende
er, at Mona Larsen formår at binde de mange løse
ender sammen, så resultatet er blevet en afklaret
og rolig digtbuket, der fornemt - her kort efter
75 års fødselsdagen - supplerer
livserindringerne.
Nogle eksempler på Larsens haiku - bemærk
tendensen til at digtene bliver stadig kortere:
"Glenten i luften / i udkanten af skoven / en
knivspids falder", "Hvid badehætte / i
en sky af hvid kørvel / bruden", "Ebbe
/ døgnfluen aner / evigheden" og
(titeldigtet) "Jeg går med dette / hvert
skridt / som det er". Intensiteten stiger
omvendt proportionalt med antallet af stavelser.
Og så en personlig senryu "Jazz om
aftenen / sygepasser om dagen / eller
omvendt".
Dernæst et par "one liners"
(monoku), der reflekterer dels humor, dels
indignation: "Skibakken lukket på grund af
sne" og "Pakistanske børn bange for
skyfri himmel".
Endelig en yotsumono: "Korsedderkoppen
/ svømmer i 800 æg / under høstmånen // leger
gemmeleg / under det gullige spind // Jeg fylder
min kurv / med karljohansvampe / efter fugtigt
vejr // et sted i Sverige / i månens andet
kvarter".
Dette lille udpluk af Mona Larsens digte
yder langt fra samlingen fuld retfærdighed. Jeg
kunne blive ved længe endnu, men foretrækker at
anbefale dig at købe/låne bogen og selv læse
den grundigt i små bidder - helst indtil flere
gange.
|