HaikuDanmark.dk

Anmeldelser

 

ULLA CONRAD
De grønne skyggers land  
(Forlaget Ravnerock. 72 sider, 150 kr.)



Lad det være sagt straks: ”De grønne skyggers land” af Ulla Conrad er en dejlig bog! Den ligger godt i hånden, og den er en fryd for øjet. Hvilket måske ikke er så underligt, eftersom digteren Ulla Conrad tillige er grafisk designer og illustrator, men dog alligevel forunderligt.

Bogen består af skitser, digte og haiku fra Ulla Conrads to ophold i Japan i 2004 og 2009, men mest af alt fremstår den som et helstøbt kunstværk, en lang sammenhængende collage af tekst og tegninger. Vi er med Conrad i den gamle kejserby Kyoto og på et zen-kloster i Okayama, og for mig, der selv har oplevet Kyotos templer og tehuse, er det nemt at leve mig ind i bogens sansemættede stemninger.

Spredt ind mellem de danske tekster optræder et dusin engelske digte og haiku, fx

                                           Footprints in the sand

                                           waterfall running endless

                                           hedgecutting men –

Dette haiku overholder den klassiske regel om 5-7-5 stavelser. I andre haiku bryder Ulla Conrad imidlertid med ”den gyldne regel” om 17 stavelser, og det synes jeg egentlig er forfriskende. Reglen er en udmærket rettesnor, som man selvfølgelig kan vælge at følge, men den bør efter min mening aldrig blive et ufravigeligt krav.

                                           Klokkevindspil

                                           sætter musik til

                                           forhængets dans –

Kun 13 stavelser, men brugt optimalt med ”guf” for både ører og øjne.

Ulla Conrad mestrer også det klassiske mønster, så når hun ind imellem bryder det, er der uden tvivl tale om et bevidst valg.

                                           Regnen falder tungt

                                           på det sidste man ser af

                                           firbenets hale –

Så klassisk og smukt kan Conrad gøre det. Basho ville føle sig i godt selskab.

Niels Kjær