HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
Fodtur
på Langenæs
|
|
”Sol
og måne er evighedens vandringsmænd. Årene, som kommer
og går, er også farende svende. Ja, livet selv er en
rejse. For dem, der styrer et skib over havet, og for dem,
der bliver gamle på ryggen af en hest, er landevejen
deres virkelige hjem.” Sådan skriver Matsuo Basho i
indledningen til sin berømte rejsebog Den
smalle vej til det dybe nord.
Mit virkelige
hjem er hverken et skib eller en hest, men en lejlighed på
Langenæs. Dog gælder
det også for mig, at mit liv er en rejse. Ja, hver dag
venter en ny dagsrejse, som starter med, at jeg svinger
benene ud af sengen og går ud på badeværelset:
Tømmer tarmene,
tørrer røven og ræber –
dagen er begyndt I
dag, en søndag i marts, beslutter jeg at foretage en
fodtur her på Langenæs, hvor jeg bor. I tasken
medbringer jeg – foruden frugt og vand samt papir og
blyant – Bashos rejsebog. Basho tog også af sted i
marts: ”En tidlig morgen sent i marts begav jeg mig på
vej. Himlen var endnu mørk og månen synlig. Den vage
skygge af Fuji-bjerget og kirsebærblomsterne fra Ueno og
Yanaka bød mig et sidste farvel.” Vennerne fulgte Basho
på vej og ved afskeden skrev han:
Foråret svinder –
fugle græder og fisk har
tårer i øjnene Der
er ingen venner, der følger mig, men på vej ud af døren
får jeg dog et kys og et kram af konen – samt et løfte
om, at frokosten venter om et par timer, når jeg forhåbentlig
er vel hjemme igen. Ude
på Langenæs Allé
er der trods kulden forår i luften. For kun få uger
siden lå her sne over alt. Mark Schorr, min amerikanske
ven, skrev dengang følgende haiku: Down
the Langenæs
Ned ad Langenæs the
long roofs like viking ships
sejler de lange tage
sail into snow
som skibe i sne (min
overs.)
Nu sejler skibene heldigvis i det forårsblå hav! Jeg
går ned ad de få trin, der fører fra Langenæs Allé
ned til stien i Langenæsparken:
Som en grøn smaragd
ligger Langenæsparken
ved verdens ende
”Verdens ende” er et lille krat i bunden af parken.
Her fra hører jeg fuglene kalde samtidig med, at
klokkerne kalder til gudstjeneste:
Kirkeklokkerne
og solsortene kalder
fra hver deres kant
I dag vinder fuglene. Og forårsblomsterne, der pibler
frem i stengærdet langs stien, og som vækker minder til
live om andre forår:
Den kolde martssol
kalder erantisser frem
og mange minder Fodboldsæsonen
er ikke begyndt endnu, men nogle få af de tapre riddere
fra Langenæs er dog i gang med at varme bolden på træningsbanen.
Jeg sætter mig mageligt på en bænk, spiser en banan og
læser om Bashos talrige strabadser højt mod nord i
Japan. På et tidspunkt tvinger en voldsom storm ham til
at opholde sig tre dage i et gæstehus:
Lopper og lus
og en hest der pisser
nær ved min pude For
mig er fodturen en ren fornøjelse. Jeg fortsætter op ad
stien og når til de stejle skrænter, der engang lå helt
ud til vandet, men som nu udgør de sidste rester af
oldtidens Langenæs. Så krydser jeg tilbage over mod Langenæsbageriet for at købe fastelavnsboller til søndagskaffen.
Ved synet af det hvide bageri kommer jeg til at tænke på
Bashos møde med det hvide Ishi-bjerg:
Endnu hvidere
end Ishi-bjergets klipper
er efterårsblæsten
Her er det heldigvis stadig forår. Selv om jeg nu vender
skridtene hjemefter, er jeg undervejs blev grebet af udlængsel.
Jeg drømmer om fjerne strande, hvor man kan ligge i solen
og lade sig fylde af hjemve:
Forårets sødme
indfanger mig med længsel
efter nye savn Duften
af frisk brød og stegt fisk møder mig, da jeg træder
ind af døren. Når vi har spist, men heller ikke før,
vil jeg lufte planerne om et sommertogt til …
|