HaikuDanmark.dk

Artikler

 


Haiku og Sushi og Monet i Randers

Af Niels Kjær

Sidste efterår var jeg af Randers Bibliotek inviteret til en aften med haiku og sushi på programmet.

     Randers Bibliotek ligger sammen med Randers Kunstmuseum og byens historiske museum i et fælles kulturhus, der også rummer en fin kantine. Jeg ankom til stedet i god tid, fordi jeg ønskede at se den dejlige udstilling, der netop samtidig blev vist på kunstmuseet med værker af Claude Monet og de danske impressionister.

     Om aftenen var det så min tur til at give et engageret og medlevende publikum en introduktion til haiku. Jeg fortalte om både japansk og vestlig (herunder også dansk) haikudigtning, Derefter fik jeg sat forsamlingen i sving med selv at skrive haiku. For de flestes vedkommende deres livs første haiku, men alle fik et resultat ud af anstrengelserne. Som afslutning på en meget vellykket aften blev der serveret lækker hjemmelavet sushi i kantinen.

     Inspireret af eftermiddagens museumsoplevelse lød mit eget haiku denne aften:

 

      ”Morgen på Seinen”

      dækket af skudsikkert glas –

      Monet i Randers