HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
|
|
Haiku på dansk eller dansk haikuDel 2.Lidt
om struktur og indhold
På trods af de
mange forskellige ”skoler” - og dem er der mange af
– og deres forskellige måder, at definere haiku på og
forkaste andet, er der trods alt nogle ting, de er enige
om (flg. gælder også for senryu, som udelukkende beskæftiger
sig med menneskelige/mellemmenneskelige forhold
med et humoristisk, ironisk eller slet og ret
”bidende” islæt – hvis nogen skulle have brug for
en ”kasse” til disse digte. Selv sondringen mellem
senryu og haiku er gentand for samme ivrige debat kom
5-7-5 og kigo; de samme som definerer ”natur”
meget bredt er også tilbøjelige til ikke at skelne
mellem haiku og senryu): 1)
Haiku er et
”her-og-nu” digt om noget, der finder sted udenfor
haijin selv, det være sig natur eller ”samfund”.
Derfor skrives haiku altid i nutid. Haiku indeholder ikke
haijins eksplicit udtrykte følelser eller fortolkninger
af det præsenterede, dette ligger i selve haikuets
helhed; den måde, hvorpå haijin vælger at præsentere
digtet. 2)
Haiku er ikke
én lang sætning, som deles op i tre linjer (uanset, om
man bruger 5-7-5 eller ej), men stiller 2 af hinanden mere
eller mindre af uafhængige billeder/sætninger op mod
hinanden. I de kredse, der i de engelsksprogede lande, der
lægger vægt på kigo, ser man ofte digte, som i
én af de korte linjer præsenterer kigo'et og
derefter går over til at skrive om noget helt andet.
Eks.: winter sky / only football / on tv (mit eget
indsendt til Haikuworlds Monthly Shiki Kukai). Den
ene af de korte sætninger (hvis man benytter en
kort-lang-kort form) eller 1. eller 3. linje er et
fragment, resten en mere fortløbende sætning. 3)
Haiku er et
”fragment”-digt, men består ikke af fragmenter, der
spredes i alle retninger og ikke et fragment-digt, der hægter
læseren af. Læseren må ikke lades i tvivl om, at det er
noget han/hun selv kunne opleve. Digtet skal kunne
forstås udmiddelbart. (Kan ikke understreges nok!) 4)
I forlængelse af
2) og 3): haiku indeholder – stort set – altid et
brud, enten efter første eller anden linje (hvis man
skriver i 3 linjer selvfølgelig). Der er en pause, som
fungerer som et brud mellem haikuets to dele. Det kan
anskueliggøres på flere måder (se ovenfor) og er
vigtigt for at skabe spændingen i digtet. Bruddet eller
pausen er broen mellem de to dele/billeder, som læseren
uden besvær kan bruge til at nå frem til, at de
afbillede situationer kan hænge sammen. (Måske er det i
pausen, at læseren fuldfører digtet …) 5)
Haiku er ikke små
doser ”livsvisdom”, hvor digteren gør sig til dommer
over det ene eller andet. Enhver fordom eller dom må
komme fra læseren, hvis han/hun er sådan indrettet. Der
er intet docerende i haiku. Haiku re-præsenter en
situation, resten er op til læseren. Haijin er selvfølgelig
også præget af sin egen historie, og hans/hendes
psykologi er derfor medvirkende til, at visse situationer
eller detaljer foretrækkes frem for andre. 6)
Haiku er frem for
alt nøgtern. 7)
Haiku er ikke
aforismer eller små finurligheder eller en hvilken som
helst tekst brudt op i 5-7-5, selv om det kan være et
sjovt tidsfordriv at skrive … ikke at læse. 8)
I haiku tillægger
man som hovedregel ikke ”døde” ting
menneskelige egenskaber. Altså er mågernes skrig ikke
klagende, kaldende eller noget andet, de er blot mågeskrig.
Hvordan mennesker så reagerer på dem, er der, hvor
haikuens gensidighed kommer ind. Et træ er ikke træt.
Himlen ikke glad. Solen jubler ikke. Asfalten er kun
asfalt med de fysiske egenskaber, asfalt har. Fortsæt
selv. Se tingene som de er. Det er i fremstillingen, at
digteren kommer med antydninger om, hvor han/hun står i
forhold til det afbillede. 9)
Metaforer bør
begrænses, hvis ikke udelukkes. De er flertydige. 10)
Haijin er ikke
interessant. Haikuet er. I digtet, altså. I digtet handler
haijin såfremt han/hun optræder, men reflekterer ikke. 11)
Brugen af
(tvetydige) adjektiver bør begrænses til et absolut
minimum. 12)
Brug ikke lang
tillægsform, hvis du kan undgå det. (På dansk er det
oftest en ”gumpetung” konstruktion). 13)
Skriv
ikke om noget, der ikke kan lade sig gøre, med mindre at
noget, som egentlig ikke kan lade sig gøre, rent faktisk
sker. ;-)
For at forplumre billedet yderligere - eller igen
– kan man finde både Japansk og vesterlandsk haiku, der
”byrder” en eller flere af disse regler og som
alligevel regnes for ”rigtig” haiku.
Vær glad for, at du har den håndgribelige
virkelighed omkring dig hele tiden. Der er intet sted,
poesien ikke kan findes. Men bl.a. fordi mennesker
har en trang til at overse det, de sædvanligvis omgiver
sig med, er der i haiku tradition for at gå ud af sit hus
og se verden og omgivelserne, det være sig på lange
ensomme vandringer som Basho og Taneda Santoka eller som
mennesker i det 21. århundrede, hvor vi end bor. En
almindelig byvandring kan også være med til at slå støvet
af øjnene – hvis man indstiller sig på det. Poesien er
overalt. Hosai Ozaki (1885 – 1926) skrev sin bedste
haiku i de år, hvor han i ensomhed passede et lille
nedslidt tempel på en en lille ø. Efter først at være
ankommet til øen forlod han den ikke, selvom det kunne
have reddet hans liv. Mange af hans haiku ”foregår” i
og omkring det lille tempel og hans daglige gøremål.
(”Right under the big sky, I don't wear a hat – the
Haiku and Prose of Hosai Ozaki, translatede from the
Japanese by Hiroaki Sato – Stone Bridge Press 1993). Alt
lige fra havet til bøjede søm er del af hans haiku, og
han overholdt ikke reglerne! En
smule efterord
På trods af -
eller med hjælp fra -
den ustandselige diskussion er det vigtigste for den
enkelte haijjin at finde en form, der kan fungere som
fundament for arbejdet, en form, der altid kan ændres i
det færdige digt. (Min erfaring siger mig, at ved
gentagne revisioner og omskrivninger kan man komme langt
med et haiku). I mine øjne er der formmæssigt ikke nogen
rigtig eller forkert haiku så længe, at digtet er så
kort, som det kan blive uden at reduceres til det rene vås,
og så længe det virker d.v.s. når det præsenterer
et præcist billede uden dikke-darer og jeg umiddelbart
begriber, hvad jeg ser/læser. Det sidste kan være
svært at måle, og det er nogle mennesker, der har det svært
med ;-) men det er øjeblikket, hvor de to billeder i
haikuet fuldender hinanden til et ”aha-øjeblik” eller
”åh-øjeblik” … til noget, der er større end de
enkelte billeder tilsammen. (ku er ligeledes noget,
man ynder at diskutere i haikukredse).
Den til tider uforsonlige diskussion har desværre
betydet, at mange udmærkede haijin helt har droppet
betegnelsen ”haiku” og nu bruger betegnelser som
f.eks. mikropoesi, miniaturer etc. Lidt ærgerligt, fordi
gode haijiner helt har hægtet sig af de sammenhænge,
hvor deres måde at skrive på kunne være gode for andre
at lære af. For man bliver aldrig færdig med at lære,
hvad haiku angår. Vi opdager det, når vore digte
begynder at dø og blive blodfattige, så må vi, hvis vi
altså synes, det er vigtigt nok, genfinde haikuen. I de
store sammenhænge, som i de små - vore egne liv - flyder
og stivner, flyder og stivner haikuen. Vi skal blot aldrig
være for store til at begynde forfra.
Hvad kan vi gøre? Læse og skrive haiku igen og
igen og tage det alvorligt. Blive ved at læse om
haiku. Bruge andre haijin til ping-pong og fælles læring.
Vi er i Danmark ikke begavede med en overflod af haiku-bøger,
men takket være internettet har vi rig adgang til både
udenlandske boghandlere, web-sites, net-publikationer,
blogs og fora (endog Twitter!), hvor vi kan få et godt
indtryk at, hvor levende og stadigt udfordrende haiku er;
selv efter en 300 års omtumlet tilværelse - der er
meget, rigtig meget ”derude”. Ikke alt er lige godt,
men det er med til at vise, hvordan haiku også kan
skrives, og hvad forskellige mennesker mener, at haiku kan
bruges til. Desværre oversættes der ikke så mange
japanske samtidige, men der er guld at hente i oversættelserne
af ”de gamle” - mange af dem, Maria Call nævner i sin
gennemgang af ”moderne” japansk haiku.
Uanset hvor mange gange haiku er forsøgt
indfanget, defineret og gennemskuet har den altid formået
at vise nye sider af sig selv og heldigvis findes der både
i Japan og vesten haiku, der stritter i alle retninger og
mennesker, som er mere interesserede i at se haiku i sin
fulde bredde end i at indskrænke den efter den ene eller
anden ”skole”.
Alt ovenstående taget i betragtning vil jeg vove
den påstand, at alle regler er gældende og at alle
regler kan tilsidesættes; det kommer helt an på haikuet,
hvad det har brug for for at virke. Haikuet/nuet dør,
hvis man forsøger at udsætte det for noget, det ikke kan
bære; hvis man forsøger at tvinge det ind i former, det
ikke passer til. Med tanke på hvor få ord, der skal til
for at lave et godt haiku, er det ikke overraskende, at
blot et eller to overflødige ord kan ødelægge det.
Balancen i et haiku er delikat, men fremkommer oftest først,
efter at man er gået til det med grovfilen - så nøgtern,
som man nu kan være.
Med henblik på at få en hyppig ”ping-pong”
vil jeg foreslå iværksættelsen af en fælles
”blog”, et fælles sted på nettet, hvor vi så tit vi
lyster eller har noget, vi vil prøve af, kan lægge vore
haiku ud og måske få et par bemærkninger med på vejen
fra ligesindede. Det vigtigste er konstruktiv
kritik, men det er ligeledes vigtigt, at der kan være en
kontinuerlig udveksling i respekt. Der kan foreslås mange
tiltag i denne forbindelse, men det vil jeg lade være op
til almindelig debat. Man kunne f.eks. laves månedlige
tema'er. Der kunne laves mere eller mindre bundne opgaver,
hvor f.eks. et bestemt kigo skal bruges.
Mulighederne er mange, men det korte og det lange er, at
man kun bliver bedre til at skrive haiku ved at skrive
haiku og udfordre sig selv.
Haikuens mangesidighed i vor tid er en gave til os,
der gerne i dansk sammenhæng vil være med til at puste
liv i en ellers overset genre. Lad os lære af dem, der er
gået forud for os, af dem, der er vore samtidige og
droppe de regler, vi hver især finder rigide eller tåbelige
og ikke glemme at respektere dem, der skriver anderledes
end os selv. Lad os også lukke også ørerne for dem, der
anser haikuen for en ”pestilens” og vise, de tager
fejl ved at skrive relevant haiku. Det vigtigste er, at
digtet lever, at det har noget at sige andre end blot en
lille håndfuld interesserede. Haiku er kød og blod –
og en masse andet – og ikke en afdeling på
Litteraturhistorisk Museum, hvor man går ind for at se
noget fint, pusseløjerligt og uforpligtende adspredende.
Haikuen er ikke en palimpsest fra en kultur, vi alligevel
aldrig bliver en del af, selvom vi drikker grøn the og går
i kimono, men en gave og udfordring til os i Danmark i det
21. århundrede, der er kommet til os via mange gavmilde hænder
og mange ildsjæle, og kunne vi brænde blot lidt med, så
…
Hvis vi vil skrive dansk haiku må vi skrive haiku
på dansk. --- PS:
Det skulle ligne
mig dårligt, hvis jeg ikke til sidst overflødiggjorde
– eller satte spørgsmålstegn ved -
ovenstående med at citere Hiroaki Sato, som i en
diskussion af Haiku Society of Americas forsøg på at
definere haiku – en definition, der kunne fungere
encyklopædisk - kommenterede: “Today it may be
possible to describe haiku but not to define it. This is
indicated by the haiku dictionary Gendai
Haiku Dai-jiten (Meiji Shoin, 1980). Its entry
on haiku describes the history of the term, but makes no
attempt to say what a haiku is. Both in form and content,
all you can say is that a haiku, be it composed in
Japanese, English or any other language, is what the
person who has written it presents as a haiku.
.. a definitive
definition of haiku is probably impossible... [haiku] must
be what the poets make them, not verses that follow rules
set down by some authority... a strict definition... is
neither possible nor desirable.” (A Haiku Path)
Dette
understreges i høj grad af de nyere bevægelser i haiku:
gendai haiku og World Haiku.
I det 21. århundrede
stritter haiku i alle retninger, og det er – i mine øjne
– tegn på både livskraft og relevans samt et
vidnesbyrd og et håb om, at der stadig er meget, haiku
kan bruges til. *
På:
http://www.haikupoet.com/definitions/index.html
findes en del forskellige forfatteres forslag til
definitioner af haiku – ganske tankevækkende.
Der er rigtig mange gode web-adresser at henvise
til. En, jeg selv glæder mig over at læse er Melissa
Allens ”Red Dragonfly” (http://haikuproject.wordpress.com).
Hun er ikke specialist, men en, der ligesom mange andre
undrer sig over de mange forskellige opfattelser af haiku,
der anser sig selv for ”rigtige”. Hun stiller mange af
de gode spørgsmål og gennemtrawler net og litteratur
efter svar. Også denne side er god at ”få spørgsmål
af”.
En interessant japansk udvikling indenfor haiku er gendai-no-haiku,
ny haiku, som man kan finde eksempler på på www.gendaihaiku.com og som Faye Aoyagi (selv en af de i mine øjne mest interessante haijin p.t.) oversætter på sin Blue Willow Haiku World web-site: http://fayaoyagi.wordpress.com/
Om kigo etc. i moderne japansk haiku: http://www.worldhaiku.net/criticism/natsuishi1.html af
Ban'ya NATSUISHI selv en ”atypisk” haijin, men medlem
af det japanske akademi for haiku og medstifter af
organisationen World Haiku Association. |