HaikuDanmark.dk

Artikler

 


Haiku på dansk eller dansk haiku

Del 2.

Lidt om struktur og indhold

                      På trods af de mange forskellige ”skoler” - og dem er der mange af – og deres forskellige måder, at definere haiku på og forkaste andet, er der trods alt nogle ting, de er enige om (flg. gælder også for senryu, som udelukkende beskæftiger sig med menneskelige/mellemmenneskelige forhold  med et humoristisk, ironisk eller slet og ret ”bidende” islæt – hvis nogen skulle have brug for en ”kasse” til disse digte. Selv sondringen mellem senryu og haiku er gentand for samme ivrige debat kom 5-7-5 og kigo; de samme som definerer ”natur” meget bredt er også tilbøjelige til ikke at skelne mellem haiku og senryu):

1)      Haiku er et ”her-og-nu” digt om noget, der finder sted udenfor haijin selv, det være sig natur eller ”samfund”. Derfor skrives haiku altid i nutid. Haiku indeholder ikke haijins eksplicit udtrykte følelser eller fortolkninger af det præsenterede, dette ligger i selve haikuets helhed; den måde, hvorpå haijin vælger at præsentere digtet. 

2)      Haiku er ikke én lang sætning, som deles op i tre linjer (uanset, om man bruger 5-7-5 eller ej), men stiller 2 af hinanden mere eller mindre af uafhængige billeder/sætninger op mod hinanden. I de kredse, der i de engelsksprogede lande, der lægger vægt på kigo, ser man ofte digte, som i én af de korte linjer præsenterer kigo'et og derefter går over til at skrive om noget helt andet. Eks.: winter sky / only football / on tv (mit eget indsendt til Haikuworlds Monthly Shiki Kukai). Den ene af de korte sætninger (hvis man benytter en kort-lang-kort form) eller 1. eller 3. linje er et fragment, resten en mere fortløbende sætning.

3)      Haiku er et ”fragment”-digt, men består ikke af fragmenter, der spredes i alle retninger og ikke et fragment-digt, der hægter læseren af. Læseren må ikke lades i tvivl om, at det er noget han/hun selv kunne opleve. Digtet skal kunne forstås udmiddelbart. (Kan ikke understreges nok!)

4)      I forlængelse af 2) og 3): haiku indeholder – stort set – altid et brud, enten efter første eller anden linje (hvis man skriver i 3 linjer selvfølgelig). Der er en pause, som fungerer som et brud mellem haikuets to dele. Det kan anskueliggøres på flere måder (se ovenfor) og er vigtigt for at skabe spændingen i digtet. Bruddet eller pausen er broen mellem de to dele/billeder, som læseren uden besvær kan bruge til at nå frem til, at de afbillede situationer kan hænge sammen. (Måske er det i pausen, at læseren fuldfører digtet …)

5)      Haiku er ikke små doser ”livsvisdom”, hvor digteren gør sig til dommer over det ene eller andet. Enhver fordom eller dom må komme fra læseren, hvis han/hun er sådan indrettet. Der er intet docerende i haiku. Haiku re-præsenter en situation, resten er op til læseren. Haijin er selvfølgelig også præget af sin egen historie, og hans/hendes psykologi er derfor medvirkende til, at visse situationer eller detaljer foretrækkes frem for andre.

6)      Haiku er frem for alt nøgtern.

7)      Haiku er ikke aforismer eller små finurligheder eller en hvilken som helst tekst brudt op i 5-7-5, selv om det kan være et sjovt tidsfordriv at skrive … ikke at læse.

8)      I haiku tillægger man som hovedregel ikke ”døde” ting menneskelige egenskaber. Altså er mågernes skrig ikke klagende, kaldende eller noget andet, de er blot mågeskrig. Hvordan mennesker så reagerer på dem, er der, hvor haikuens gensidighed kommer ind. Et træ er ikke træt. Himlen ikke glad. Solen jubler ikke. Asfalten er kun asfalt med de fysiske egenskaber, asfalt har. Fortsæt selv. Se tingene som de er. Det er i fremstillingen, at digteren kommer med antydninger om, hvor han/hun står i forhold til det afbillede.

9)      Metaforer bør begrænses, hvis ikke udelukkes. De er flertydige.

10)  Haijin er ikke interessant. Haikuet er. I digtet, altså. I digtet handler haijin såfremt han/hun optræder, men reflekterer ikke.

11)  Brugen af (tvetydige) adjektiver bør begrænses til et absolut minimum.

12)  Brug ikke lang tillægsform, hvis du kan undgå det. (På dansk er det oftest en ”gumpetung” konstruktion).

13)   Skriv ikke om noget, der ikke kan lade sig gøre, med mindre at noget, som egentlig ikke kan lade sig gøre, rent faktisk sker. ;-)

                      For at forplumre billedet yderligere - eller igen – kan man finde både Japansk og vesterlandsk haiku, der ”byrder” en eller flere af disse regler og som alligevel regnes for ”rigtig” haiku.

                      Vær glad for, at du har den håndgribelige virkelighed omkring dig hele tiden. Der er intet sted, poesien ikke kan findes. Men bl.a. fordi mennesker har en trang til at overse det, de sædvanligvis omgiver sig med, er der i haiku tradition for at gå ud af sit hus og se verden og omgivelserne, det være sig på lange ensomme vandringer som Basho og Taneda Santoka eller som mennesker i det 21. århundrede, hvor vi end bor. En almindelig byvandring kan også være med til at slå støvet af øjnene – hvis man indstiller sig på det. Poesien er overalt. Hosai Ozaki (1885 – 1926) skrev sin bedste haiku i de år, hvor han i ensomhed passede et lille nedslidt tempel på en en lille ø. Efter først at være ankommet til øen forlod han den ikke, selvom det kunne have reddet hans liv. Mange af hans haiku ”foregår” i og omkring det lille tempel og hans daglige gøremål. (”Right under the big sky, I don't wear a hat – the Haiku and Prose of Hosai Ozaki, translatede from the Japanese by Hiroaki Sato – Stone Bridge Press 1993). Alt lige fra havet til bøjede søm er del af hans haiku, og han overholdt ikke reglerne!

En smule efterord

                      På trods af - eller med hjælp fra  - den ustandselige diskussion er det vigtigste for den enkelte haijjin at finde en form, der kan fungere som fundament for arbejdet, en form, der altid kan ændres i det færdige digt. (Min erfaring siger mig, at ved gentagne revisioner og omskrivninger kan man komme langt med et haiku). I mine øjne er der formmæssigt ikke nogen rigtig eller forkert haiku så længe, at digtet er så kort, som det kan blive uden at reduceres til det rene vås, og så længe det virker d.v.s. når det præsenterer et præcist billede uden dikke-darer og jeg umiddelbart begriber, hvad jeg ser/læser. Det sidste kan være svært at måle, og det er nogle mennesker, der har det svært med ;-) men det er øjeblikket, hvor de to billeder i haikuet fuldender hinanden til et ”aha-øjeblik” eller ”åh-øjeblik” … til noget, der er større end de enkelte billeder tilsammen. (ku er ligeledes noget, man ynder at diskutere i haikukredse).

                      Den til tider uforsonlige diskussion har desværre betydet, at mange udmærkede haijin helt har droppet betegnelsen ”haiku” og nu bruger betegnelser som f.eks. mikropoesi, miniaturer etc. Lidt ærgerligt, fordi gode haijiner helt har hægtet sig af de sammenhænge, hvor deres måde at skrive på kunne være gode for andre at lære af. For man bliver aldrig færdig med at lære, hvad haiku angår. Vi opdager det, når vore digte begynder at dø og blive blodfattige, så må vi, hvis vi altså synes, det er vigtigt nok, genfinde haikuen. I de store sammenhænge, som i de små - vore egne liv - flyder og stivner, flyder og stivner haikuen. Vi skal blot aldrig være for store til at begynde forfra.                 

                      Hvad kan vi gøre? Læse og skrive haiku igen og igen og tage det alvorligt. Blive ved at læse om haiku. Bruge andre haijin til ping-pong og fælles læring. Vi er i Danmark ikke begavede med en overflod af haiku-bøger, men takket være internettet har vi rig adgang til både udenlandske boghandlere, web-sites, net-publikationer, blogs og fora (endog Twitter!), hvor vi kan få et godt indtryk at, hvor levende og stadigt udfordrende haiku er; selv efter en 300 års omtumlet tilværelse - der er meget, rigtig meget ”derude”. Ikke alt er lige godt, men det er med til at vise, hvordan haiku også kan skrives, og hvad forskellige mennesker mener, at haiku kan bruges til. Desværre oversættes der ikke så mange japanske samtidige, men der er guld at hente i oversættelserne af ”de gamle” - mange af dem, Maria Call nævner i sin gennemgang af ”moderne” japansk haiku.                   

                      Uanset hvor mange gange haiku er forsøgt indfanget, defineret og gennemskuet har den altid formået at vise nye sider af sig selv og heldigvis findes der både i Japan og vesten haiku, der stritter i alle retninger og mennesker, som er mere interesserede i at se haiku i sin fulde bredde end i at indskrænke den efter den ene eller anden ”skole”.

                      Alt ovenstående taget i betragtning vil jeg vove den påstand, at alle regler er gældende og at alle regler kan tilsidesættes; det kommer helt an på haikuet, hvad det har brug for for at virke. Haikuet/nuet dør, hvis man forsøger at udsætte det for noget, det ikke kan bære; hvis man forsøger at tvinge det ind i former, det ikke passer til. Med tanke på hvor få ord, der skal til for at lave et godt haiku, er det ikke overraskende, at blot et eller to overflødige ord kan ødelægge det. Balancen i et haiku er delikat, men fremkommer oftest først, efter at man er gået til det med grovfilen - så nøgtern, som man nu kan være.                  

                      Med henblik på at få en hyppig ”ping-pong” vil jeg foreslå iværksættelsen af en fælles ”blog”, et fælles sted på nettet, hvor vi så tit vi lyster eller har noget, vi vil prøve af, kan lægge vore haiku ud og måske få et par bemærkninger med på vejen fra ligesindede. Det vigtigste er konstruktiv kritik, men det er ligeledes vigtigt, at der kan være en kontinuerlig udveksling i respekt. Der kan foreslås mange tiltag i denne forbindelse, men det vil jeg lade være op til almindelig debat. Man kunne f.eks. laves månedlige tema'er. Der kunne laves mere eller mindre bundne opgaver, hvor f.eks. et bestemt kigo skal bruges. Mulighederne er mange, men det korte og det lange er, at man kun bliver bedre til at skrive haiku ved at skrive haiku og udfordre sig selv.

                      Haikuens mangesidighed i vor tid er en gave til os, der gerne i dansk sammenhæng vil være med til at puste liv i en ellers overset genre. Lad os lære af dem, der er gået forud for os, af dem, der er vore samtidige og droppe de regler, vi hver især finder rigide eller tåbelige og ikke glemme at respektere dem, der skriver anderledes end os selv. Lad os også lukke også ørerne for dem, der anser haikuen for en ”pestilens” og vise, de tager fejl ved at skrive relevant haiku. Det vigtigste er, at digtet lever, at det har noget at sige andre end blot en lille håndfuld interesserede. Haiku er kød og blod – og en masse andet – og ikke en afdeling på Litteraturhistorisk Museum, hvor man går ind for at se noget fint, pusseløjerligt og uforpligtende adspredende. Haikuen er ikke en palimpsest fra en kultur, vi alligevel aldrig bliver en del af, selvom vi drikker grøn the og går i kimono, men en gave og udfordring til os i Danmark i det 21. århundrede, der er kommet til os via mange gavmilde hænder og mange ildsjæle, og kunne vi brænde blot lidt med, så …

                      Hvis vi vil skrive dansk haiku må vi skrive haiku på dansk.

---

PS:

                      Det skulle ligne mig dårligt, hvis jeg ikke til sidst overflødiggjorde – eller satte spørgsmålstegn ved -  ovenstående med at citere Hiroaki Sato, som i en diskussion af Haiku Society of Americas forsøg på at definere haiku – en definition, der kunne fungere encyklopædisk - kommenterede: “Today it may be possible to describe haiku but not to define it. This is indicated by the haiku dictionary Gendai Haiku Dai-jiten (Meiji Shoin, 1980). Its entry on haiku describes the history of the term, but makes no attempt to say what a haiku is. Both in form and content, all you can say is that a haiku, be it composed in Japanese, English or any other language, is what the person who has written it presents as a haiku.

                      .. a definitive definition of haiku is probably impossible... [haiku] must be what the poets make them, not verses that follow rules set down by some authority... a strict definition... is neither possible nor desirable.” (A Haiku Path)

                      Dette understreges i høj grad af de nyere bevægelser i haiku: gendai haiku og World Haiku.

                      I det 21. århundrede stritter haiku i alle retninger, og det er – i mine øjne – tegn på både livskraft og relevans samt et vidnesbyrd og et håb om, at der stadig er meget, haiku kan bruges til.

*

                       På: http://www.haikupoet.com/definitions/index.html findes en del forskellige forfatteres forslag til definitioner af haiku – ganske tankevækkende.               

                      Der er rigtig mange gode web-adresser at henvise til. En, jeg selv glæder mig over at læse er Melissa Allens ”Red Dragonfly” (http://haikuproject.wordpress.com). Hun er ikke specialist, men en, der ligesom mange andre undrer sig over de mange forskellige opfattelser af haiku, der anser sig selv for ”rigtige”. Hun stiller mange af de gode spørgsmål og gennemtrawler net og litteratur efter svar. Også denne side er god at ”få spørgsmål af”.               

                      En interessant japansk udvikling indenfor haiku er gendai-no-haiku, ny haiku, som man kan

 finde eksempler på på www.gendaihaiku.com og som Faye Aoyagi (selv en af de i mine øjne mest interessante haijin p.t.) oversætter på sin Blue Willow Haiku World web-site: http://fayaoyagi.wordpress.com/

                      Om kigo etc. i moderne japansk haiku: http://www.worldhaiku.net/criticism/natsuishi1.html

af Ban'ya NATSUISHI selv en ”atypisk” haijin, men medlem af det japanske akademi for haiku og medstifter af organisationen World Haiku Association.