World Haiku Festival i Pecs august 2010.

Pecs, en af årets kulturbyer i EU ligger tre timers togrejse syd for Budapest. Under rejsen er det mest bemærkelsesværdige i landskabet de brune solsikkemarker og de hvide storke. Hotellet ligger højt. Fra mit værelse er der udsigt over hele byen. Fredag formiddag er der tid til at spadsere i den gamle bydel med dens mange fascinerende bygninger.

Vi får udleveret en konference-antologi efter, at Judit Vihar, som er arrangør af festivalen, har budt velkommen og introduceret os til de to udstillinger i lokalerne. Toni Piccini har lavet haiga – nogle meget smukke kombinationer af billeder og haiku. Judit Vihar’s elever – de japanskstuderende fra Budapest Universitet – har lavet den anden udstilling, hvor de har præsenteret haiku konkret. En har skrevet sine digte på cigaretter, en anden trykt haiku på en T-shirt. Nogle kombinerer haiku med foto, andre har lavet uroer. I det hele taget er der en utrolig iderigdom.

Fredag aften strejfer vi gennem Pecs’ gågade. Arrangørerne har taget et af hver deltagers haiku og trykt det i tre udgaver; et på oprindelsessprog, et på engelsk og et på ungarsk på en løbeseddel. De har så fået de handlende, som en del af kulturbyfestivalen til at udstille dem i deres vinduer. Vi har megen morskab af at finde løbesedlerne, og gruppen bliver rystet godt sammen.

Ungareren Attila Bárdos haiku lyder sådan:

Menneskeforladt

Er der intet i huset

Bare dets gåder.

Lørdag går mestendels med , at vi læser op for hinanden af konference-antologien. Der er mange rumænere tilstede, foruden selvfølgelig ungarer. Ban’ya Natsuishi er der som medarrangør og leder af den japanske delegation. Ellers er der en halv snes nationer repræsenteret. Kroaterne er de mest gavmilde. De forærer mig flere bøger, bl.a. ”Haiku Zbornik 2008”. Lørdag eftermiddag holder Banýa et foredrag om ”Haiku Writing as Hyper-link”.

Lørdag aften er vi inviteret på restaurant. Der er først underholdning, hvor ungarsk og japansk kultur er  repræsenteret med taler, musik og sang. Vi får alle overrakt en stofudgave af vor haiku-løbeseddel til at tage med hjem som souvenir. Der er dejlig mad; sushi til dem, som ønsker det. Desuden er der til alle en smuk flad origamiæske med et haiku skrevet i bunden. Tre japanere og jeg spadserer hjem til hotellet i den lune mørke nat.

Søndag formiddag er der ginko. Doc Drumheller (fra New Zealand) skriver således:

En frøstatue

Hopper ikke i dammen

Lyden af stilhed

Han vinder første præmie.

Så er det tid til at skilles. Jeg har ikke travlt, men går rundt i Pecs sammen med bl.a. Peter Tchouhov fra Bulgarien, et land, som haikugruppen i Dansk Forfatterforening samarbejder med.

Et åbent vindue

Min nabo klæder

Sin skygge af

Er et haiku fra hans samling  ”safety pins”. Han har også den bulgarske antologi ”mirrors”, redigeret af Ludmila Balabanova med til os.

Så er det hele slut, selv for mig. Hjemrejsen forløber uden problemer, men med lange ventetider, som jeg bruger på at studere konference-antologien. For nu ved jeg, hvem digterne er, og kan kombinere person og haiku.

Hanne Hansen