Haiku kan ikke redde verden men…

Sommerfuglene
hvorfor bruge mange ord
et kan gøre det

Haiku er et nyt ord i det danske sprog. Så nyt at det ikke ligger helt klart, hvilket køn det tilhører: en haiku – et haiku. Det er lidt en fornemmelsessag – endnu.
Jamen hvad er haiku udover at være et ord? En digtform af de helt store og helt små. Kun 17 stavelser fordelt på tre linier: 5, 7, 5 stavelser skrevet i nutid. Noget om natur og en begivenhed, en forandring.

Haiku har kun et halvt hundrede år bag sig i Danmark. I Japan hvor det kommer fra, har det aner tilbage til omkring år 900. Haikuets form ligger fast i 1600 tallet.

Skulle der være noget særligt ved det? Ja, det har som nævnt optaget digtere i Japan i flere hundrede år og i de angloamerikanske lande i en menneskealder.

I Danmark introduceres haiku for alvor i 1963 med Hans Jørgen Nielsens bog Haiku en introduktion og 150 gendigtninger. Og så skulle man tro, at haikuet herefter ville blomstre blandt dette lands poeter. Men det ser ikke sådan ud. Det nærmeste jeg kan komme blomster er nogle få i Ivan Malinovskis bog Poetomatic fra 1965, der med lidt god vilje kan kaldes haiku. Om der alligevel, uden synligt resultat, blev digtet vildt i det poetiske landskab i årene efter, skal jeg lade være usagt. Men helt op til årtusindskiftet er det pauvert med haikuudgivelser. Dog dukker der her og der haiku op hos bl.a. Turell, Nordbrandt, Laugesen, Høeck og Schnack. Suzanne Brøgger skriver i 1999 Lotusøje, der trods sin hovedsagelig toliniede form, ligger meget nær haiku. Desuden kommer nogle bl.a. af Hanne Hansen og Viggo Madsen med haiku omkring årtusindskiftet.

Hai ku’ vi ikke?
lyset, granerne, duften
du er meget nær

For mig var Hans Jørgen Nielsens bog en åbenbaring. Jeg har stadigvæk mit slidte eksemplar stående. Og jeg har også alle mine forsøg med genren fra 1963 til nu. De fleste af mine haiku fra dengang er overordentlig mislykkede. Og så dog ind imellem havde jeg fattet tonen, anet hvad det hele gik og går ud på. For det er jo det med haiku. Der er noget magi i den form. Så er det på sæt og vis lige meget om den, som de argeste kritikere siger, slet ikke har noget med det oprindeligt japanske at gøre. Den virker alligevel. Hvad er det så der virker? Stort sagt: Koncentratet af livet levet lige nu. Det er så rytmisk skævt i forhold til vores almindelige strofiske form, så man, når man skriver og læser haiku, bliver skubbet ud af den vante tænkning, lige må tænke tanken igen og forme ordene på ny.

Dovne cikader
gider ikke synge mer’
keder sig ihjel

Der er en stor frihed i den tvungne form. Og at haikuet er skrevet i nutid? Det er ikke erindret stof, og det er ikke tanker om fremtiden. Det handler om livet lige der, hvor poeten og læseren er. Også den mærkelige fordring om, at der skal være et stykke konkret natur, har sin særlige berettigelse, så vidt jeg kan se. Hver gang man skriver og læser et haiku, må man tage stilling til naturen omkring sig, og dermed til at man selv er et stykke natur.

Koen på marken
gumler på det grønne græs
og evigheden

Man bliver mindet om, at man er dybt afhængig af naturen, det billige skidt. At naturen ikke blot er noget, der ligger pakket ind i plastik i frysedisken med kød og pålæg eller i ”frugt og grønt”, men noget der rør sig om og i én, umærkeligt og mærkeligt hele tiden, også hvis man bor i byen.
Og så selvfølgelig dét, det hele handler om: handlingen i det lille digt, begivenheden. Det store i det små, livets paradokser.

I Søndermarken
står en maler i regnen
og maler en sol

Jeg kan godt se det ikke lyder af noget særligt, når jeg her skriver om det. Men for os, der er fanget ind af magien, er der noget helt særligt ved disse 17 stavelser.
Mange lyrikere synes, det er for let at skrive et haiku: ”Herregud, 3 linier drysset over med lidt natur”. Og det er rigtigt, det er let at skrive et dårligt haiku. Jeg ved det, jeg har skrevet i hundredvis. Man kan også forholdsvis hurtigt lære at skrive et hæderligt haiku, hvis man er til sprog. Men at skrive et godt haiku, er ikke så lige til. Så kort en form skal jo helst skrives i ét wruchhh. Og at komme i den tilstand, hvor det kan lade sig gøre, sker ikke hvert minut på dagen. At skrive det fuldendte haiku, det længes man efter. Det sker kun få gange i livet, hvis overhovedet. Det arbejder man hen mod hele livet, japaner eller ej.

Jeg triller kugler
jeg bygger babelstårnet
jeg sover i nat.

Men hvorfor er det så vigtigt med de der skide haiku. Kan man ikke leve lige lykkelig uden. Nu hører jeg ikke til de meget frelste, der tror at have fundet en endegyldig sandhed. Den ligger hverken i haiku eller i gammel visdom. Men jeg vil alligevel mene, at det er vigtigt i livet at standse op blot én gang hver dag, trække vejret dybt, mindst et åndedrag og spørge sig selv, hvad handler det her egentlig om? Og er man til ord, er haikuet en mulighed for indsigt og fordybelse. At det er vigtigt at gribe fat om livet det korte øjeblik vi er her. Lyder det religiøst? Det er det egentlig også, hvis man som jeg mener livet er helligt.

Jeg dirigerer
de store symfonier
i mine drømme

I de angloamerikanske lande, som jo er forud for os med stort set alting, også det værste: stress, jag, konkurrence, har der i mange år været en forbløffende stor interesse for haikuet. Der findes store sammenslutninger med haikuinteresserede og -skrivende i USA, Canada, Australien, England. Måske netop som en modvægt mod disse ”livsstilssygdomme”, som vi nu også får ind over.

Jeg tror ikke haikuet kan redde os eller verden fra alle dårligdomme, men det kan være en del af et større spørgsmål om, hvorfor og især hvordan vi vil leve dette vidunderlige liv. Haikuet er på mange måder fremmed for øjeblikkets ungdomsfiksering, hvor enhver over 35 er et udbrændt skod.

Som sådan er det utrendy at skrive i haikuets langsomme form. Måske er det derfor, det ikke blandt unge poeter i Danmark er slået igennem.

I den tunge nat
søger myggene lyset
brændt barn sky’r intet

At det kræver mange år at nå frem til haikuets inderste væsen, gør måske at mange unge lyrikere vælger det fra på forhånd, det er for let - eller for svært på en gang. Jeg selv fik først rigtig fat efter små 40 år og store omvæltninger i mit liv. Og efter at have skrevet mange hundrede haiku af svingende kvalitet.

I haikuet er det ikke vigtigt at vise, hvor god man er, faktisk først når man lader være, bliver det godt. Sådan er det selvfølgelig med al digtning.  Men på grund af den stramme næsten nøgne form er det så frygtelig tydeligt, når man ”gør sig til”.

Min dreng sover tungt
med mægtige åndedrag
stjernerne ser ham

Min første samling ”Haiku (366 nye danske haiku)” kom i 2006. Samtidig offentliggjorde Information et dagligt haiku gennem året. Her var mere end hundrede forfattere involverede.
Det var interessant at følge disse små digte gennem det år, hvor jeg udgav min samling. Her var alle former for haiku: Hittepåsomme og prangende, filosofiske og morsomme, kringlede og ligetil, asketiske og klassiske. Her kunne man virkelig se, hvor svært og let det er at skrive et haiku.

Min båd har drømme
om umulige kyster
ligger ved sin pæl

De sidste 8-9 år har jeg skrevet et haiku hver dag som et led i en meditativ proces, en bremsen op. Det har været lærerigt at være i den proces og følge digtene dag for dag. Haiku er ikke noget, man bare bliver god til, og så er det dét. Når man tror, man er allerbedst, kommer der en lang periode med det ene mere rædselsfulde haiku efter det andet. Og når man mindst venter det, skriver man en række vellykkede haiku over få uger. Haikuet er på den måde uberegneligt. Man kan føle sig nok så åben for sprogets muligheder, haikuet kan alligevel være slapt, kedeligt, rutineret og tvungent. Men når det ikke på den måde drejer sig om at præstere noget, men om væren, betyder det jo også mindre.

Det er måske netop derfor, jeg var så længe undervejs med den første samling. Først da jeg rundede de 2000 haiku og de 50 år, og adskillige kollegaer udi ordene havde spurgt, hvornår jeg præsenterede mere end et par dryp her og der, først da fik jeg taget mig sammen, renset ud og sorteret til et fyldigt udvalg.

Den 2. samling har været 7-8 år undervejs. Jeg har denne gang haft nogle andre ambitioner også. Jeg har ønsket at se, hvor langt jeg kunne strække haikuet og stadig selv mene det var et haiku. Jeg har her forsøgt at favne de uforenelige poler jeg er rundet af: Traditionen, det gamle bonde- og fiskersamfund, den ny tid med modernismen/moderniteten/det mondæne i alle postafskygninger og min medfødte hjerneskade med de gakgakistiske tåbeligheder til følge.

Jeg håber  denne samling, der nu foreligger, ånder af den magi, jeg har oplevet ved mødet med haiku.

Her er et stort æg
den lille hvide høne
har lagt det i dag

Ole Bundgaard

Ovenstående er epilogen til "Haiku II" i lettere omarbejdet version