HaikuDanmark.dk

Artikler

 

Tomas Tranströmer som haiku digter


Sidste år fik Tomas Transtömer langt om længe Nobelprisen for sit livsværk. Og derfor har han været taget op til ny vurdering i mange sammenhænge. Her koncentrerer vi os om hans haiku digte. De er oversat af hans danske Oversætter Peter Nielsen og første gang samlet af Arena i 2002 i den svensk og dansksprogede Haiku 1959 2001 og genoptrykt i Rosinantes Samlede Tranströmer fra 2011. Begge er stadig uundværlige. Den første fordi den også har haiku digtene på svensk. Her vil jeg gengive dem både på dansk og det originale svenske.

Hans liv og værk er vokset sammen til nærmest mytiske dimensioner, der både truer og beriger læsningen. Det er jo helt overvældende at læse følgende fra digtsuiten Östersjöar fra 1974 med den bagklogskab, at han 16 år senere selv bliver ramt af en hjerneblødning og afasi:

2. august. Noget vil siges men ordene går ikke med til det.
Noget der ikke kan siges,
Afasi,
Der er ingen ord men måske en skrift...

Det hænder at man vågner om natten
Og hastigt nedfælder nogle ord
På nærmeste lap papir, på kanten af en avis
(ordene stråler af betydning)
Men om morgenen: de samme ord siger ingenting mere,

                  Kragetæer, fortalelser.

Eller fragmenter af den store natlige skrift som drog forbi?

Musikken kommer til et menneske, han er komponist, spilles,

                  Gør karriere, bliver chef for konservatoriet.

Konjunktuerne vender, han fordømmes af myndighederne.
Som hovedanklager indsætter man hans elev K***
Han trues, degraderes, forvises.
Efter nogle år mindskes unåden, han rehabiliteres.
Da kommer hjerneblødningen: højresidig lammelse med afasi, kan

                  Kun opfatte korte vendinger, siger forkerte ord.

Kan altså ikke nås af ophøjelse eller fordømmelser.
Men musikken er der, han komponerer stadig i sin egen stil, han
bliver en medicinsk sensation i den tid han har tilbage at leve.

Han skrev musik til tekster han ikke længere forstod
på samme måde
udtrykker vi noget med vore liv
i det nynnende kor af fortalelser.
 

Efter hans egen hjerneblødning kan Tranströmer heldigvis fortsat skrive og spille musik med venstre hånd.
Det er imidlertid en fortegnende myte, at han herefter kun kunne koncentrere sig om meget korte tekster og derfor begyndte at skrive haiku.
Hans lange erindringstekster Minnerna ser meg og de tre digtsamlinger, Sorgegondolen, Tolkninger og Den stora gåtan er alle kommet til siden da og indeholder meget andet end haiku.
Som en konsekvens af denne myte vurderer den seneste svenske Transtömer biografi hans haiku digte som "spændende udkast". Velsagtens fordi forfatteren ligesom en stor del af det litterære establishment herhjemme ikke forstår og derfor undervurderer digt kortformer, og det gælder i særdeleshed haiku og senryu.
Transtömer har selv i interviews sagt, at han har læst og skrevet haiku hele sit liv. I manuskripter og brevvekslingen med Robert Bly kan der helt sikkert findes flere. De første, der er medtaget i de 2 danske udgivelser af Tranströmers haiku, er 9 haiku under titlen Fængsel, som han skrev i 1959 efter et besøg hos digteren (og lederen af Hällby ungdomsfængsel) Åke Nordin. De foreløbigt sidst udgivne er 45 haiku skrevet i perioden 1996 2003. De udgør en haikusuite i 11 afsnit, som er optaget i digtsamlingen, Den stora gåtan, som udkom i 2004. (Kun Rosinantes Samlede Tranströmer fra 2011 har de sidste 5 af disse med). Fra Fængsel stammer disse to, som hver især med det samme slår tonen an til hans univers:

Felstavade liv

skönheten kvarlever som

tatueringar.

När rymmaren greps

bar han fickorna fulla

med kantareller.

Fejlstavede liv

skønheden lever videre som

tatoveringer.

 

Da den undvegne gribes

har han lommerne fulde

af kantareller.

 

Ligeså typisk som for hans øvrige produktion er ordene ikke ord, men skrift og musik af en mumlende organisk stemme. Afasien vokser over i koncentrationen af alle sanser. Og billeder åbner sig pludselig op gennem vrangen på sig selv.

Og der er intet ufærdigt eller udkast lignende over disse haiku.

At se og skrive, at "fejlstavede liv" bryder ud i skønhed gennem fangernes tatoveringer, er koncentreret Transtömer.

Ligesom den tilsyneladende knugende afslutning på udbrudsforsøget i næste haiku vendes til den øredøvende musikalske mumlen af organisk liv, som også er Tranströmers særkende.

Hans billeder er for det meste skæve og toner kontrasterne over i forskydninger. Øjeblikkelige sprækker i eksistensen, der helt dagligdags og selvfølgeligt åbner tomheden op mellem liv og død:

Den vita solen

träningslöper ensam mot

dödens blåa berg.

 

Solen står lågt nu.

Våra skuggor är jättar.

Snart är allt skugga.

 

Den hvide sol

løbetræner alene mod

dødens blå bjerge.

 

Solen står lavt nu.

Vore skygger er kæmper.

Snart er alt skygge.

Og hele tiden løber den mumlende organiske stemme mere eller mindre lavmælt igennem digtene som en puls, der drager næring af det skrevne, skriftens forløb:


Vi måsta leva

med det fintstilta gräset

och källarskrattet.

 

Rentjur i solgass.

Flugorna syr och syr fast

skuggan vid marken.

 

Vi må leve

med det småtskrevne græs

og kælderlatteren.

 

Rentyr i solskin.

Fluerne syr og syr

skyggen til jorden.

 

En på en gang meget livskraftig og meget ydmyg pulseren der skævt smyger sig op ved siden af modernismens axiomer om dikotomi, død og liv, tomhed og fylde, ensomhed og fællesskab, og lynsnart sætter den/det enkelte i forbindelse med kosmos:

Och blåeld, blåeld

reser sig ur asfalten

som en tiggare.

 

Og slangehoved, slangehoved

rejser sig af asfalten

som en tigger.

(Blåeld er på dansken planten Slangehoved med det latinske navn Echium vulgare, som vokser på tørre stenede lokaliteter og har været brugt mod slangebid)

Den eneste af konventionerne for senryu og haiku, som han følger, er antallet af stavelser 5 7 5. Ellers opbygger han blot i hvert digt dets eget microkosmos.

Dette er Tomas Transtrømers haiku univers. Skæve billeder og eksistens sprækker, gennem hvilken en vedvarende organisk mumlen pibler frem, der holder de store modsætninger i livet stangen. Drister han sig endog til at kalde det lykken?

Se hur jag sittar

som en updragen eka.

Här är jeg lycklig.

 

Människofåglar.

Äppelträden blommade.

Den stora gåtan.

Se hvordan jeg sidder

som en robåd på land.

Her er jeg lykkelig.

Menneskefugle.

Æbletræerne blomstrede.

Den store gåde.

 

Denne ukuelige piblende eksistens er for Transtömer nøje forbundet med det lange åndedrag i det at lytte og skrive. I skabelsesprocessen, som hele tiden påbegyndes igen og på ny:



H
ör suset av regn.

Jag viskar en hemlighet

för at nå in dit.

Stor och långsam vind

från havets bibliotek.

Här får jag vila.

 

Hør suset af regn.

Jeg hvisker en hemmelighed

for at nå derind.

 

Stor og langsom vind

fra havets bibliotek.

Her kan jeg hvile.


Thorvald Berthelsen