ULLA BRUUN
TROLDHASLEN
Mange af havens store træer har jeg kendt, siden de blot var pinde plantet i skællet. De er for store til, at jeg magter at holde dem i ave. Men buske og små træer kan jeg klare selv. Troldhaslens krøllede tynde grene slynger sig om et lille skovæbletræ, der har sået sig selv ved siden af et langt større. På begge hænger små gulgrønne æbler tæt, og virvaret af grene tynger haslen i knæ. Solen blinker i saven, mens jeg ikke har svært ved at beslutte, hvad jeg helst vil skåne: Troldhaslen hvis forunderlige grene tit har været pyntet til påske og jul. Alligevel tænker jeg ”træmorder” da jeg lader saven tage sin første bid i det lille æbletræs stamme. Dens gaffelgren understøtter en tungt læsset gren fra modertræet, der næsten når jorden.
Som to elskende
Slynger sig om hinanden
Æblerne drysser
TOGTUR
Efter jeg har stået op i en propfuld vogn, stanser det på Fredericia station og ingen aner, hvornår vi kommer videre. Intet bliver sagt, og skærmene er blanke. På perronen kommer vi i snak med flere om lignende oplevelser. Det er et lille lyspunkt at mindes det samme. Efterårets første regn falder klamt og koldt. Endelig bliver der sagt i højtaleren, at der kommer et tog, der skal videre om 2 min. på perron 6, og vi står på 3eren. Der bliver et ræs ned og op ad trapper – jeg med en tung kuffert, indtil en behjertet sjæl tager den, og jeg aser befriet videre. Togdøren lukker sig bag os, mens vi tager de sidste trin. Jeg sætter mig lettet, og vi kører væk fra regnen. Klistret til vinduet ser jeg skyer som fjerne blåviolette bjerge kantet med lys, der vælder ned og forgylder træers toppe, mens røde murstenshuse gløder på selvlysende grønne marker. Jeg vender ansigtet mod mine medpassagerer og får lyst til at råbe.
Lyset danser i alt
Forundrer, fortryller mig
De ser kun skærme
MARIEHØNEN
Han kører forsigtigt ind i letbanen med sin store handicapscooter. Sidder der som sunket i et med sædet. To tandstumper lyser fra en halvåben mund i det grå, triste ansigt. Som kontrast til hele hans figur har han en nissehue på og langt hvidt skæg. Jeg har sat mig, så jeg også kan se en lille pige, der har fanget en mariehøne – ganske usædvanligt på en november dag. Hun leger med den i sin hule hånd og giver et lille skrig fra sig, da den flyver fra hende. Først hen til mit vindue, hvor jeg forsøger at fange den; men den forsvinder – måske under mit sæde… Hun klynker og snakker klagende, mens mor og far trøster. Da jeg skal af, finder jeg mariehønen i min frakkes folder, og på vej ud giver jeg den til pigen, der jubler lykkeligt, mens forældrene takker.
Den gamle ser det
Hans ansigt bliver en sol
Der følger mig ud