Tillykke med Idas nye digtsamling, hun er DFs Lyrikergruppe blevet interviewet som månedens forsøgspoet, oprindeligt offentliggjort på lyrikere.dk (https://lyrikere.dk/2025/10/25/maanedens-forsoegspoet-ida-hamre/), og vi har fået lov til at bringe den her også:
Månedens Forsøgspoet: Ida Hamre
L-styrelsen, 25. oktober 2025
Præsentation
Jeg har levet størstedelen af mit liv på Sjælland. Men har rejst en del, har bl a haft et udvekslingsprojekt i Burkina Faso, Vestafrika. – Voksede op med min bror, mor og mormor. Min mormor sang og spillede klaver og lærte os sange og salmer – Ingemann, Grundtvig . . . . . en klangbund måske. Min mor havde en smuk sangstemme. Hun spillede violin, men ernærede sig ved at være lærer. Sideløbende med sin undervisning skrev hun en række såkaldte læse-let-bøger – små enkle fortællinger henvendt til børn der havde svært ved at lære at læse. Bøgerne gik som varmt brød. Hun læste meget skønlitteratur – herunder digte. – Ved hendes død i 1995 lå “Sommerfugledalen” (Inger Christensen) på hendes bord.
Hvad udmærker dine udgivelser/værker sig ved ?
Jeg har primært udgivet fag- og forskningslitteratur om kunstpædagogiske emner, bl a en Ph.d.-afhandling om multikunstarten animationsteater. Debuterede som lyriker i 2011 med digtsamlingen “i det fri – inspireret af klassisk japansk haikudigtning” (Forlaget Ravnerok). Jeg skrev dengang en del haikudigte og blev medlem af forfatterforeningens haikugruppe og den faglitterære gruppe. Jeg synes haikudigtningen er en meget særlig og interesant digtform bl a på grund af sin historie, internationale udbredelse og den deraf følgende udveksling og diskussion. Desuden er det en digtform som kan være oplagt for mange begyndere. En øvelse i både disciplinering og tilstedevær. Jeg har netop udgivet min fjerde digtsamling. Skriver om natur, sansning, eksistens – forsøger at skrive om forunderligheden i naturen, omgivelserne – at skrive med en vis naivitet. Var engang lige ved at kalde en samling for “Naiviteter”, men blev klar over at det kunne misforståes. Jeg forsøger at antyde positive utopier, men i øvrigt fremgår det forhåbentlig at mit natursyn ikke er romantiserende. Har tidligere skrevet en del humoristiske og satiriske digte – og har til tider blandet dem ind i ovennævnte typer af digte. Jeg har undgået satire i min sidste samling fordi jeg nu tror, det kan svække helheden, hvis der spredes en uønsket desorientering i samme værk.
Hvordan afgør du om dine tekster er digte?
Jeg ønsker at teksterne skal være åbne og kalde på læserens egen tolkning og fantasi. Ellers bliver “digtet” nemt informerende – altså til noget faglitterært. Mere generelt kan selve det digteriske naturligvis befordres gennem struktur, rytme, pauser, gentagelse, rim, fortætning. . . og den kropslighed digtet kan skabe gennem læsning og oplæsning.
Derudover tænker jeg at lyrik helst skal opleves som et kunstnerisk udtryk hvis formsprog ikke kan erstattes af et andet. Ideelt set.
Hvilke forfattere/lyrikere inspirerer dig og hvilke værker har størst betydning for dig (yndlingsværker) ?
Måske nævner jeg for mange, måske for få. Der er mange inspirationskilder – mere eller mindre strejfende: Ole Sarvig, Paul La Cour, Inger Christensen, Marianne Larsen, Henrik Nordbrandt, Pia Tafdrup, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen Niels Frank, Søren Ulrik Thomsen, Yahya Hassan, Louise Glück . . Mere strejfvis international læsning – bl.a : Pablo Neruda, Verlaine, Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud, Edith Sødergran, Garcia Lorca. Samt klassiske haikudigtere. Måske var Inger Christensens forfatterskab næsten det eneste jeg overkom at læse mens jeg havde mine mest hektiske arbejdsår. Og Søren Ulrik Thomsen!
Hvorfor skriver du poesi/ din drivkraft ?
Jeg skriver for at erkende, for at fabulere og for at bruge håndværket. Det at udvikle mit skrivehåndværk – at gå på opdagelse i håndværket og i sproget – at dvæle i den særlige tilstand – åbne mig og lade sanserne tage over – og således også opsøge en ikke rationel dimension. . . Bagefter kommer det interessante analysearbejde, ofte med spring tilbage i den forrige tilstand. Sjældent samtidig. Men begge dele kan jeg opleve som passion.
Hvordan var din vej ind i lyrikken ?
En af mine tidlige poetiske oplevelser var digtlæsning i litteraturtimerne under et højskoleophold. Her blev det senere arrangeret at vi skulle besøge en gymnasieklasse og læse op for eleverne. Jeg skulle læse digte af Ole Sarvig og det betød meget for mig – både at læse hans digte og det at læse op for en større gruppe. – Senere blev jeg under et franskstudium optaget af at prøve at forstå nogle af de store klassiske digteres poesi og at læse nogle digte på originalsproget. – Hvordan jeg selv gik aktivt ind i at skrive lyrik knytter sig til et hospitalsophold, hvor jeg oplevede at det faktisk var det eneste jeg gik op i og havde kræfter til. Jeg måtte have papir og blyant med overalt til de mystiske undersøgelser. Følelsen af pludselig at have tid og samtidig at – være trængt op i en krog var en ret rystende – men en stærkt provokerende proces – en konfrontation med at det ikke kunne siges på andre måder.
Er digtningen altid en en-persons proces for dig ?
Betydningen af at have en medlæser, evt en sparringspartner kan ikke undervurderes – bare jeg både lytter til den anden og husker på mit eget skrivekompas – samtidig med at jeg udfordrer det. En dialogisk bevægelse. Men stort set er digtningen dog en èn-persons proces for mig. Dog kan jeg have stort udbytte af et skrive-samspil som jeg f.eks. kan opleve det på et kursus og som led i en øvelse, –
Bruger du facebook eller andre kollektive medier i din skriveproces?
Stort set nej – og dog – TV er vel et kollektivt medie. – Jeg er netop optaget af en udsendelse fra Pompeji – om de seneste udgravninger og revurderinger af tidligere tiders forskningsresultater. Her bliver jeg berørt af de aktive arkæologers følelsesmæssige reaktioner på deres fund og forestillinger . . levende forestillinger og følelser for de oldtidens menneskerester de møder i askelagene. Bl a deres medleven og medfølelse for to slaver og et lille barn der omkommer i et aflåst kælderrum under taget der knuses – mens deres “herskab” og andre af de socialt velstillede flygter på deres heste. Jeg kan se på arkæologernes ansigter at det berører dem her flere årtusinder efter – en indlevelse der spreder sig til mig og sikkert til andre der ser på – i en TV-dokumentar af i dag. – Tænker så at jeg måske kan “bruge” tragedien i et digt . ..
Er digtere mere skeptiske en andre mennesker ?
Det tror jeg ikke. Men ofte mere sensible – eller kan man blive det af at skrive digte ? Mere modtagelige måske. At blive ramt af noget er vel nærmest en forudsætning for at skrive et godt digt ? Men det tvivlende og spørgende er tit med.
Kan digte være musik for dig?
I overført betydning synes jeg at et digt – på grund af en særlig sanselighed og rytme kan opleves som musik – både det at læse og at skrive et digt kan jo efterlade toner og rytmer som man tager med og som kører og gentage sig – og ofte høres som et stykke musik der kan blive i bevidstheden – ligesom en melodi der fortsætter i hovedet om man vil eller ej. Nogen praktiserer jo at skrive mens de hører musik – det tror jeg ikke er noget for mig. Alt i alt arbejder jeg ikke til baggrundsmusik, men undgår det netop. Men måske er det også noget af en vane, og hvis det nu ikke bare er baggrund . . jeg får jeg lyst til at prøve, om det kunne være befordrende – så, stille og roligt vil jeg nok prøve – næste gang jeg aner et digt . . . At skrive helt bevidst til et stykke musik kan være provokerende – som vi praktiserede det på et kursus i forfatterforeningens lyrikgruppe – da vi lyttede til en akustisk koncert. Godt initiativ.
Hvad skriver du på i øjeblikket?
Jeg har netop afsluttet min seneste digtsamling “susen af farver”. Bogen udkommer midt i oktober 2025 på forfatterforlaget Attika. Derfor dette uddrag fra forlagets pressemeddelelse:
“Ida Hamre udgiver sin fjerde digtsamling ”susen af farver”- en samling af digte som sansede billeder af naturen – spændt ud mellem de nære iagttagelser, det konkrete og det surreale. Forfatteren drager ingen konklusioner men hylder i sine digte planter, dyr, landskaber – samtidig ligger det som en undertone at naturen – incl. menneskene – ikke bare er i harmoni og balance. Omgivelserne er også kunst og kulturfrembringelser hvis materialer og håndværk antydningsvis indgår i digtene. Her er den skabende proces, dens udfordringer og udtryksmulighed et tema. I Ida Hamres forfatterskab danner det eksistentielle og fællesmenneskelige baggrund for hendes digte.Tanker og sindstilstande antydes i et åbent formsprog – og må ses som et råstof der måske kan tale til læserens egen erfaring og fantasi”.
Hvordan forenes dit arbejdsliv og familieliv med lyrikken ?
Det er relativt nemt, for nu bor jeg alene. Jeg skiver bedst om morgenen og lige når noget opstår . . . Er gået på pension efter mange års arbejde som lektor og senere forsker osv. Dengang kunne jeg ikke træde ud af arbejdslivet og familielivet og koncentrere mig om poesiens krav om skrivefred på trods – på trods af manglen på et bestemt eller præcist mål med skrivearbejdet.
Hvordan anvender du medlemskabet af Forfatterforeningen og Lyrikgruppen?
Den gensidige inspirationsmulighed i gruppen er uvurderlig. Hertil kommer de faglige informationer og arrangementer f.eks. om oplæsning og diskussioner i diverse caféer, hos boghandlere og på Bogforum og i Kulturnætterne . . . Kursusinitiativerne er meget vigtige, og der måtte gerne være endnu flere. Sidst jeg deltog var oplægget en koncert, og det digt jeg skrev imens indgår i min seneste digtsamling. Det minder mig om at man selvfølgelig selv kan stille sig lignende opgaver – men at være fælles med andre engagerede lyrikere giver en særlig dynamik.
Hvad synes du er centralt – lokalt – globalt ?
Selvfølgelig alle truslerne . . Men jeg undgår/formår ikke at skrive om decideret politiske emner i et poetisk sprog. Da jeg skriver meget om naturen/omgivelserne dvs også miljøet, prøver jeg at antyde manglen på balance, harmoni og initiativ. Eller jeg prøver at strejfe kritiske temaer i en spørgende form.
Gode råde til kolleger som læser med her?
Et par af mine egne sikkert meget elementære råd: At skrive/notere så snart ideen eller sætningen opstår – At undgå at zigzagge for meget stilmæssigt i samme værk – At have en eller flere kompetente medlæsere undervejs – At stille sig selv opgaver som en opdagelsesrejsende under skrivningen – At læse andre digteres værker sideløbende –