Anmeldt af Niels Kjær
Lisbeth Smedegaard Andersen:
”Hen under aften. Tanker fra alderdommen”.
Eksistensen, 2026.
187 sider, kr. 249,95,
ISBN 978-87-410 -1234-6.
Lisbeth Smedegaard Andersen (født 1934) er en alsidig begavelse. Kendt som teolog og præst, kunsthistoriker og digter (med blandt andet syv salmer i Den Danske Salmebog og otte sange i Højskolesangbogen).
Smedegaard Andersens seneste bog er en essaysamling med refleksioner over livet, set fra alderdommens perspektiv. Et emne, der i sig selv gør bogen vedkommende for en stor del af haikugruppens medlemmer. Men den egentlige grund til at anmelde bogen her er dog, at hvert afsnit i bogen indledes eller afsluttes med et haiku, i alt 14 haiku.
Det første lyder:
”Sensommermorgen
den gamle dame vander
sine lavendler”.
Det kan læses bogstaveligt, men også billedligt om hvordan den modne digter holder sine minder levende og friske. Smedegaard Andersen reflekterer flere gange i bogen over, hvordan hun som ældre er blevet mere opmærksom på de mange små øjeblikke af lykke, livet byder på. Fx ”en smuk solnedgang” – eller ”det særlige lys over en gul bygmark, når en byge trækker over” (s. 97). Det er sådanne øjeblikke, man som ung nemt overser, men ’hen under aften’ samler på og (måske) fastholder i haikudigte. Vi sammenligner undertiden et haiku med et snapshot. Og Smedegaard Andersen skriver et sted (s. 102) om fotografen Per Bak Jensens billeder, at han indfanger ”tegn” i naturen. Det er præcis det, hun selv gør i haiku som disse:
”Solnedgangsbrisen
lyset i vajende strå
spurvenes vinger”
og
”solregn på vandet
måge på en bundgarnspæl
havets åndedræt”.
Der er en tendens i kunst og litteratur til at skildre verdens ondskab og hæslighed. Glæden ved skønhed er blevet opfattet som sentimentalitet og føleri. Smedegaard Andersen forsvarer imidlertid skønhedens betydning, idet hun citerer Edith Södergran for udsagnet ”Uden skønheden i naturen overlever mennesket ikke et sekund” (s. 107). Og Smedegaard Andersen tilføjer, at sand skønhed er beåndet og kan give os et lille indblik i evigheden. Bogen ”Hen under aften” rummer således næsten en helt lille poetik for haikudigtningen. Lad mig slutte denne anbefaling med et haiku om livets forgængelighed:
”En fugleunge
et brunt blad under hækken
ashes to ashes”.
