“Tid til en omvej”
Torben Olesen:
130 s., Attika, 2026, kr 189,00
En omvej værd!
Tid til en omvej er skrevet af Torben Olesen, som er medlem af Haikugruppen. Bogen består af 75 tekster á 1-1,5 sider med en overskrift, som er fortløbende årstal siden 1950, forfatterens fødeår til 2025. Det er, hvad man engang kaldte knækprosa, dvs en sammenhængende prosatekst, hvor linjerne er skåret op, så det ligner et digt. Hver af dem starter med ”Jeg husker…” – en metode han også anvendte i Højdeskræk på håbets tinder, Attika, 2025, hvor indledningsordene var ”Goddag til…Farvel til…Goddag til” – det er erindringer fra jegets liv, med rod i det pågældende årstal.
Det er således en slags selvbiografi i punktform, men bliver også et billede af Danmark og hans bevægelser ud i verden i samme periode. Og jeg, som blot er et år ældre, havde en fest med at genkalde mig de historiske begivenheder, datidige materielle forhold, skiftende holdninger og livsformer, som han skildrer i sit begivenhedsrige livsforløb. Er man yngre får man et virkelig godt billede af de sidste 75 års udvikling.
Jeg har i et digt skrevet: ”Jeg i et digt er/ ikke nødvendigvis mig./ Måske er det dig.”, men man kan godt tillade sig at sige, at det er Torben Olesens historie, vi læser. I den sidste tekst, 2025, sidder han på et hospital, hvor hans kone er til kræftundersøgelse, og mens han kigger på nogle børn, mindes han noget fra sin egen barndom og tænker: ”det kunne være spændende/ at prøve at huske og nedskrive en ting fra hvert år” …”hvad er det så for en erindring der dukker op/til min overraskelse/ noget andet end jeg forventede.”
Man møder hans families rødder på landet, hans baggrund i en arbejder- og håndværkerkultur. Hans egne spredte, ofte korte jobs, bybud i skoleårene, vejarbejder, bryggeriarbejder, sygehjælper på plejehjem, medarbejder på hjem for udviklingshæmmede, biavler, amatørarkæolog. arbejde på kunstmuseer. – Meget korte og præcise beskrivelser af disse sider af samfundet; stort og småt blandes og sidestilles.
Dertil den mere personlige udvikling: ungdommelig druk, hash og andet, på tommelfingeren på vej ned i Europa, som man gjorde dengang, men han ville videre, væk fra det hele – havde fået ”nok af ikke at passe ind i systemet” – og tog til Østen, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Indien, the Hippie Trail som de mere søgende, flippede og hashhungrende foretog, ofte under kummerlige forhold.
Han boede senere i og nær Roskilde, uden at bynavnet nævnes, boede i kollektiver og slumstormerlejligheder, skabte familie. Gik på Kunsthåndværkerskolen og havde kunstudstillinger, arbejdede bl.a. med land art, og med grafik – hvilket sidste ses i den nævnte bog Højdeskræk på håbets tinder – tog sent en pædagoguddannelse. Generelt optaget af filosofiske spørgsmål, runder buddhismen og mange af samtidens skiftende opfattelser. Naturligvis møder han også sygdom og dødsfald.
Det næstsidste kapitel 2024 er nærmest en hilsen til os: Han møder op i Forfatterforeningens lokaler, hvor ”jeg hurtigt følte mig hjemme i Haikugruppen/ og som årene gik følte jeg mig bedre og bedre/ tilpas med at skrive Haikudigte.”
Overalt husker han mennesker, han mødte, og deres fortællinger, som er med til at styrke bogens kalejdoskopiske skildring af liv og livet i dets mangfoldighed og ikke blot hans eget. Og bogen manifesterer fortællingens betydning, udvekslingen af (livs)historier fra de mennesker, han møder, og han rundhåndet gengiver, og som jo er hans egen bogs metode.
Det er en på alle måder dejlig bog at læse med dens gennemgående humanistiske grundholdning; den er absolut en omvej værd!.
Anmeldt af Helge Krarup
