HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
|
|
Ikebanas historie. ”Det var med forundring At jeg opdagede Friske og grønne blade Lysende i solen”. MatsuoBasho
1644-1694) Det ”magiske” element. I vores materialistiske verden, erspiritualitet og erkendelse af
det åndlige, af stor betydning for vores kollektive
hukommelse og for vores erkendelse af et globalt sammenhæng.
I lyset af denne proces, ser den aktuelle japanske
blomsterkunst både bagud i tid og fremad i sin udvikling. Kami religionen, Shinto er Japans animistiske religion, hvor
bjerge, træ, sten og vandfald er fyldt med spirituelle og
åndelige kræfter.
Følelser
der tilskrives det guddommelige kan forekomme primitive,
men de er følelser der demonstrere en æstetisk
indlevelse og fornemmelse. En særlig form for tomhed kan ses i japansk arkitektur, rum,
haver, Ikebana, Haiku og i moderne design. Når der ses på
japansk kultur med denne viden, vil flere ting blive
synlige som vi måske ikke har bemærket før. Japanske håndværkere respekterer og ærer de indre kvaliteter i
deres redskaber. Det at udføre et stykke arbejde er en
erkendelse af de processer der ligger i arbejdet og de kræfter
der ubevist er til stede. Denne tilgang er også gældende i Ikebana, ved valg af redskaber,
vaser, container, sakse, Kenzan= fakir, blomster, grene og
vand og ved udførelsen af et blomsterarrangement. ”Ånden ud af flasken”. Ikebana har sin oprindelse i det 6. århundrede da den indiske
Buddhisme blev introduceret til Japan. En åndelig og
kreativ revolution fulgte med den buddhistiske kultur strøm
til Japan fra Indien over Kina med Korea som mellem
station. I udviklingen af Buddhismen i Japan, blev der lagt vægt på
enkelhed, naturlighed, fordybelse, stabilitet, klarhed,
harmoni, respekt, tomhed og indre ro. Begreber der nærmede
sig Kami religionens animistiske natursyn. At dekorere alteret med blomster blev en del af det Buddhistiske
rituale. Oprindelig bestod dekorationen af blomster og blade der blev strøet
over alteret, men omkring det 10ende århundrede begyndte
japanske præster at arrangerer blomster i vaser og
krukker på begge sidder af alterbordet. At arrangere blomster blev en del af præsternes arbejde og det var
derfor naturligt at de første Ikebana skoler blev
oprettet og ledet af præster. Ikebana blev efterhånden en del af aristokratiets fritids
aktiviteter. I Kamakuratiden 1192 – 1333 blev Ikebana
også en social aktivitet blandt Samurai klassen, der på
den tid havde overtaget den politiske magt fra
aristokratiet. Pragt og enkelhed. I 1443 kom Ashikaga ShogunenYoshimasa til magten. I denne periode forandres den arkitektoniske byggestil. Det skabte
et gennembrud for den type Ikebana vi kender i dag. Et religiøst hjørne i det traditionelle hus blev erstattet af en
niche, kaldet en Tokonoma. Denne niche var ofte placeret,
hvor gæster blev modtaget og hvor særlige begivenheder
blev fejret. Tokonomaen var dekoreret med billedruller, blomsterarrangementer og
sommetider med røgelse kar eller en dekorativ genstand,
der var valgt til at harmonisere med den planlagt
begivenhed. De ting der var fremvist i Tokonomaen var valgt til at reflektere
ejerens rigdom, sociale status og smag. Fra kilder ved vi, at Tokonomerne i Yoshimasas paladser, var
dekoreret med blomster dekorationer i stor pragt. Blomster arrangementerne var af typen Tatebana der i dag kaldes
Rikka, og er blomster præsenteret i opret stil. Den ældste beskrivelse af et blomsterarrangement er fra 1475 i
kejserpaladset i Kyoto, udført på vegne af Ashikaga
Yoshimasa. ”Have drømme” Yoshimasa var den første der betragtede Ikebana som kunst. Han var i sin tid som Shogun mest optaget af at ”skabe” haver
omkring sine villaer i Higashiyama distriktet i Kyoto.Han
designede sammen med Sõamibl.a. Ginkaku-ji, kendt som Sølvtemplet.
I den sene Muromachi periode i 1500 tallet, blev udførelse af
blomster arrangementer især knyttet til de første
temestrer. I dag er det stadig almindeligt at samme person
kan være mester i både te ceremoni og Ikebana. Tiderne skifter. Ikebana havde allerede før Edoperioden,(1615 - 1868) tabt en del
af sit religiøse særpræg. Ikebana blev mere verdslig og
brugt som dekoration i Tokonomaen. Alligevel bevarede den
sin symbolske og filosofiske karakter. Det blev almindeligt at de højre sociale klasser mødtes for at
beundre hinandens blomster arrangementer. I midten af 1600 - tallet udkom den første lærebog i Ikebana. Ikebana blev efterhånden underlagt faste regler i Ikebana
skolernes undervisning. I midten af Edo perioden opstod forandringer i udviklingen af både
te ceremonien og Ikebana. Købmand klassen var blevet en økonomisk magt. Te ceremoni og
Ikebana blev højt favoriserede fritidssysler, en måde at
vise sine rigdomme på. Edo periodens Ikebana skoler
var åbent for alle der havde råd. Med en tiltagende
interesse fra nye sociale grupper blev ny skoler oprettet. Hver Ikebana skole fik sit eget curriculum med grader, der kunne
opnås ved studier hos en certificeret lærer. Dette er
stadig gældende i dag. Med moderniseringen og åbningen af Japan begyndte Meiji regeringen
(1868 – 1912) at opmuntre til uddannelse af kvinder. Indholdet i skole uddannelsen lagde vægt på, at kvinderne blev
oplært til at blive gode hustruer og mødre. Uddannelsen
inkluderede kurser i Ikebana og te ceremoni. ”Blomster liv”. Japanerne har et intimt forhold til den japanske natur, både
filosofisk og praktisk. I Japan er brugen af planter og
blomster naturligt forbundet med årstiderne og de fester
der hører årstiderne til. Hvad betyder ordet Ikebana? Ike kommer af ikeru, at arrangere, bana kommer af hanna, blomst. Ikebana er en måde at arrangere blomster på, hvor der tages
hensyn til aktive og passive principper i naturen, og hvor
der følges bestemte faslagte regler, alt efter den skole
eleven er knyttet til. I Ikebana arrangementer er fokus samlet omkring grenenes og
blomsternes skønhed som de opleves i naturen, men også
containerens (vase) form og farver er en vigtig medspiller
i et arrangement. Med de grundlinjer der symboliserer himmel, mennesket og jorden,
udføres basis arrangementet. I Ikebana og i japansk have design er rummet, tomhed og det
asymmetriske element en væsentlig del af oplevelsen. Alle dele skal fremstå enkle og harmoniske og vise en naturlig
form for skønhed.
|