HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
|
|
DET
KLASSISKE JAPANSKE HAIKU (Oplæg
af Niels Kjær holdt på haikudagen i Aarhus, søndag den
19. marts 2017) Først
lidt om det japanske sprog. Japansk er (ligesom kinesisk) et tegnsprog. Men der er alligevel store
forskelle.På kinesisk skal man kende mange tusinde
skrifttegn (hànzi), hvor hvert enkelt tegn repræsenterer
et ord eller en del af et ord.
På japansk er det lidt anderledes.Der er faktisk
hele tre forskellige japanske tegn-alfabeter. De to første
er rent japanske lyd-alfabeter, som hvert indeholder 46
tegn (kana). Altså i alt 92 kana, som omtrent svarer til
vore stavelser, fx ”a” eller ”li” eller ”to”.
Det éne lyd-alfabet kaldes Hiragana og bruges primært
til japanske ord, og det andet lyd- alfabet kaldes
Katakana og bruges primært til fremmedord.
I princippet ville enhver japansk tekst kunne
skrives med disse to lyd-alfabeter, og så ville det ikke
være så svært endda. Men i praksis skrives rigtig mange
ord – ikke mindst i litterære tekster med de kinesiske
skrifttegn, som i Japan kaldes kanji. Disse kinesiske
kanji udtales helt anderledes på japansk end på
kinesisk, men de betyder i reglen det samme. Japansk lyrik: Den
oprindelige japanske digtform er waka.
Et waka indeholder 31 stavelser, fordelt på 5
linjer med henholdsvis 5, 7, 5, 7 og 7 stavelser i de
enkelte linjer.
Waka
betyder simpelthen ’japansk digt’eller ’japansk
sang’, men digtformen kaldes i nyere tid også tanka,
hvilket betyder ’kort digt’ eller ’kort sang’.
Disse
5-linjede digte med 31 stavelser var den helt almindelige
og dominerende japanske digtform i næsten 1000 år, fra
ca. år 750 og op til begyndelsen af det 17. århundrede.
Et
eksempel på et sådant tidligt waka er følgende digt af
FujiwaraYatsuka, som levede i 700-tallet: Kirsebærtræet
nær ved min elskedes hus
står nu i fuldt flor –
når det engang bærer frugt
véd jeg hvad jeg vil gøre
På
et tidspunkt i det 16. og det 17. århundrede blev det
populært i Japan at skrive lange kædedigte, de såkaldte
renga. Det foregik på den måde, at en flok digtere
samledes til et lille selskab. Én af digterne præsenterede
så de første tre linjer til kædedigtet. Disse tre
linjer kaldtes ’hokku’, som på japansk betyder
’begyndelse’, og de tre linjer var på henholdsvis 5,
7 og 5 stavelser, altså i alt 17 stavelser. En anden
deltager i selskabet føjede så de næste to linjer til kæde-digtet
med hhv. 7 og 7 stavelser. Dernæst igen tre linjer med 17
stavelser og to linjer med 14 stavelser og så videre og så
videre. Der var en lang række tekniske regler, som jeg i
denne sammenhæng vil forbigå i tavshed.
Men
det korte af det lange er, at de første tre linjer, altså
’hokku’, i kædedigtet var af enorm stor betydning for
hele digtet. Og nogle digtere var helt klart dygtigere end
andre til at skrive sådanne tre linjer. Én af de helt
store mestre i den kunst var Matsuo Basho, der levede fra
1644 til 1694, og han udviklede faktisk hokku’et til en
selvstændig digtform, der senere fik navnet ’haiku’. Grundregler for haiku: Vi
vil nu gå over til at se på nogle af de vigtigste
grundregler i det klassiske japanske haiku. Og lad mig
sige det straks. Der er ingen af disse regler, der er
totalt ufravigelige. Der kan findes eksempler (også hos
de store japanske haiku-mestre) på brud på de
almindelige regler, men det er i så fald netop de
undtagelser, der i øvrigt bekræfter reglerne. Altså: Regel
nr. 1: Et klassisk japansk haiku indeholder 17 ’on’.
En on er sådan en lydenhed, som jeg omtalte før, da jeg
fortalte om det japanske sprog. Det svarer omtrent (men
ikke helt) til det, vi i vores vestlige sprog kalder
stavelser. Så for nemhed skyld siger vi, at et klassisk
japansk haiku skal indeholde 17 stavelser, der falder i
tre afsnit eller tre linjer med 5 stavelser i første
linje, 7 stavelser i anden linje og 5 stavelser i tredje
linje. Regel
nr. 2: Et haiku er altid i nutid. Det er altså ikke en
erindring om noget, der skete engang for længe siden
eller i går. Det er tværtimod her og nu. Det er et øjebliksbillede.
Somme tider sammenligner vi et haiku med et fotografi, et
snapshot, hvor et enkelt flygtigt øjeblik er fastholdt i
billedets form. Regel
nr. 3: Et klassisk japansk haiku henviser altid til en
helt konkret situation. Derfor er det også en sanset
oplevelse. Digteren ser, hører, mærker, lugter og
smager. I et haiku gælder det altså om at bruge sine fem
sanser. Regel
nr. 4: Et klassisk japansk haiku foregår ude i naturen.
Det handler altså mere om den egentlige natur end om den
menneskelige natur. I det japanske haiku hører vi om træer,
blomster, græs, dyr og fugle, bjerge og floder, sol og måne
osv. osv. Regel
nr. 5: Et klassisk japansk haiku henviser altid til en
bestemt årstid. Det sker ved, at der i ethvert haiku optræder
et kigo. Det vil sige et ord, der på en eller anden måde
signalerer en årstid. Hvis der fx står sne, véd vi, at
det er vinter. Hvis der står kirsebærblomst, véd vi, at
det er forår. Osv. Det
er imidlertid ikke altid helt så indlysende for en
vestlig læser, hvad årstidsordet er i et japansk haiku.
Det kræver undertiden et kendskab ud over det almindelige
til japansk kultur. Fx forbindes ”diset måneskin” i
Japan med forår, mens fuldmånen ofte optræder som høstmånen
og dermed forbindes med efterår.
Regel
nr. 6: I et vellykket japansk haiku vil der typisk være
et brud. Enten mellem første og anden linje – eller
mellem anden og tredje linje. På den måde støder det
evige og det flygtige sammen – eller den store natur møder
det enkelte individ. Fx som i følgende haiku af Basho: Tidlig
sommerregn –
en silkeorm sygner hen
i morbærmarken Basho
var praktiserende Zen-buddhist, og i Japan er der en
sammenhæng mellem Zen-buddhismen og haiku. Den sekt
indenfor Zen, som hedder Rinzai-sekten lærer, at den
store oplysning (Satori kaldes den på japansk) ikke kan
opnås gradvist, men at den vil indtræffe pludseligt som
et lyn fra en klar himmel. (En slags pludselig åbenbaring
eller vision, ville vi måske sige.) Og netop her kan et
godt haiku måske hjælpe én til at ramme den tilstand,
hvor man oplever det evige og det flygtige smelte sammen i
ét øjeblik. Men også i en vestlig sammenhæng kender vi
jo dette med, at vi kan opleve evigheden i et enkelt øjeblik.
Så man behøver altså ikke at være Zen-buddhist for at
beskæftige sig seriøst med haiku… Sammenfattende
kan man måske sige det sådan, at et godt haiku helst
skal stå helt klart på nethinden, men at det også meget
gerne må pege videre ud over sig selv, så at det sætter
tankerne i gang hos læseren eller tilhøreren. Vi
har nu gennemgået nogle af de vigtigste regler i det
klassiske japanske haiku. Jeg vil derfor nu gå over til
at præsentere nogle få af de store japanske
haiku-mestre. De store mestre Den
første
af de store mestre er den føromtalte Matsuo Basho, der
levede fra 1644 til 1694. Egentlig hed han slet ikke
Basho, og hvordan han fik det navn, skal jeg senere fortælle.
Han hed egentlig Matsuo Munefusa. Han blev født i nærheden
af byen Ueno i Iga-provinsen omtrent 50 km sydøst for
Kyoto.
På Bashos tid var Japan (ligesom i dag) et kejserdømme.
Kejseren residerede i Kyoto som det formelle overhoved for
ca. 300 såkaldte daimyoer, en slags feudalherrer.
Den reelle magthaver var imidlertid ikke kejseren,
men en enevældig shogun og hans hær af samuraier. Fra
1630 og mere end 200 år frem var Japan således næsten
isoleret fra omverdenen under Tokugawa-klanens
totalitære shogunat. Bashos
far var faktisk samurai, og eftersom det var en arvelig
stilling, var Basho altså også født til at skulle være
en samurai, dvs. en kriger, men vel at mærke en kriger
med klassiske idealer og klassisk dannelse, omtrent som
ridderne i Middelalderens Europa. Da han var 9 år gammel,
blev Basho page for sin feudal-herres søn, TodoYoshitada.
De to ynglinge studerede sammen, og begyndte begge to at
skrive poesi, men så døde Todo pludselig i 1666, da
Basho var 22 år gammel. Herefter
forlod Basho sin hjemegn og opgav at blive samurai. Han
valgte i stedet den langt mere usikre levevej at blive
digter. Basho flyttede først til kejserbyen Kyoto og
senere – i
1672 – til Edo (det nuværende Tokyo). I sin ungdom
eksperimenterede Basho meget med form og indhold i sine
digte. Som jeg sagde før, var det ham, der udviklede det
lille tre-linjedehokku til en selvstændig litterær
genre. Efterhånden
begyndt Basho også at få disciple, og disse byggede i
1680 en hytte til ham. Uden for hytten plantede de et
banantræ, som Basho blev meget glad for og nærmest
identificerede sig med. På japansk hedder et banantræ
”basho”, og det var derfor han valgte dette ord til
sit digternavn, Matsuo Basho. Jeg
vil nu læse nogle eksempler på Bashos ungdomsdigte. De
er taget fra min oversættelse af Bashos haiku, som hedder
”Ildfluer”, hotaru på japansk. Og hvis nogen nu
studser over, at der i disse gendigtninger ikke er præcis
17 stavelser, så er det fordi jeg har lagt vægt på at
oversætte så præcist som muligt, uden på dansk at tage
hensyn til stavelser. Nr.
59 (side 19), nr. 72 (side 20), nr. 120 (side 22), nr. 143
og 144 (side 25). Efter
at Basho var fyldt 40 år, begyndt han for alvor at rejse
rundt i Japan, både for at opleve landet og for at besøge
sine beundrere. Bashos rejsedagbøger (med indlagte haiku)
er klassikere i japansk litteratur. Denne genre med
blanding af prosa og poesi kaldes på japansk haibun. Den
mest berømte af Bashos rejsedagbøger er okunohosomichi
(fra 1689), som på dansk betyder sådan noget som Den
smalle vej til det dybe nord. Bogen selv er en åndelig
rejse (citat på s. 8). Her
er nogle eksempler på haiku fra Bashos rejsedagbøger: Nr.
206 (s. 31), nr. 235 (s. 34), nr. 398 (s. 55), nr. 519 (s.
67), nr. 531 (s. 69), nr. 568 (s. 75), nr. 663 (s. 86),
nr. 696 (s. 89) og nr. 733 (s. 93). Bashos
sidste leveår blev temmelig mørke. Han var i flere
perioder plaget af depressioner, og på et tidspunkt
isolerede han sig fra omverdenen. Senere åbnede han dog
atter op, og han forsøgte at acceptere tilværelsen som
den er. Han besluttede at tage verden med en vis lethed
– karumi
kaldte han det. I sommeren 1694 drog Basho ud på en ny
rejse, selv om han var svag. Undervejs blev han syg, og
han døde i Osaka i det tidlige efterår 1694. Her
er nogle eksempler på Bashos sene haiku: Nr.
779 (s. 101), nr. 804 (s. 103), nr. 897 (s. 114), nr. 906
(s. 115), nr. 956 (s. 121), nr. 993 (s. 125) og nr. 1011
(s. 128). ooOoo Så
meget om Basho! Nu
vil jeg sige et par ord om en kvindelig haikudigter
ved navn Fukuda Chiyo-ni. Hun regnes normalt ikke med i rækken
af de fire helt store japanske haiku-mestre, men jeg synes
alligevel, at hun fortjener at blive nævnt i denne
sammenhæng. Chiyo-ni var født i Matto i Kaga-provinsen, og hun levede fra 1703 til
1775. Allerede som helt ung slog Chiyo-ni igennem som
haikudigter. Hun blev elev af én af Bashos disciple og
tilhørte således den skole, der videreførte arven fra
Basho. Hun er især kendt for at bringe den store natur
og den menneskelige natur sammen i sine ofte erotiske
haiku. Da hun blev som gammel en buddhistisk nonne og
tog navnet Soen.
Her er eksempler på Chiyo-nis haiku, hentet fra min antologi, ”Japanske
kærlighedsdigte”.
Side 38-43 (6 digte)
ooOoo Den
tredje,
jeg vil nævne, er Yosa Buson, der er lidt yngre end
Chiyo-ni. Han hed egentlig Tanigushi, men valgte sig ca.
30 år gammel digternavnet Buson. Betydningen er usikker,
men måske betyder Buson noget i retning af ”ukrudt i
haven”. Buson
blev født i året 1716 i landsbyen Kema i
Settsu-provinsen i nærheden af Osaka. Han blev tidligt
forældreløs, og 20 år gammel slog han sig ned i Edo,
det nuværende Tokyo. Her blev han elev af en af Bashos
disciple, så Buson tilhører (ligesom Chiyo-ni) den såkaldte
Basho-skole. Busons valgsprog var da også: Tilbage til
Basho! Buson
studerede også billedkunst, og han regnes for en af det
attende århundredes største japanske kunstnere inden for
landskabsmaleriet og haiku-maleriet. Senere
i livet rejste Buson en del i Bashos fodspor, inden han
slog sig ned i Kyoto, giftede sig og fik en datter. Det
er Busons evner som billedkunstner og iagttager, der giver
hans haiku en særlig kvalitet. Buson
døde i 1783, men mere end 100 år senere blev han
forbillede for den bevægelse, der med Shiki i spidsen
skabte det moderne haiku. Her
er nogle eksempler på Busons haiku, hentet i min
Buson-oversættelse, ”Sommersol og vintermåne” Side
19, 27, 31, 83, 85, 95, 113, 117, 137, 161, 167, 169 og
183. ooOoo Den
fjerde
i rækken er Kobayashi Issa, der levede fra 1763 til 1827.
Issa blev født i Kashiwabara, og han havde en ret
ulykkelig barndom med en ond stedmor. Han blev mobbet af
de andre børn i landsbyen.
Som 15-årig blev han smidt ud hjemmefra, og hans
voksenliv blev også fuldt af sorger og bekymringer. Han
blev flere gange enkemand, og hans børn døde også fra
ham.
Måske
var det netop på grund af alle disse vanskeligheder, at
Issa udviklede en stor solidaritet og sympati med alle
levende væsener, også insekter som lus og fluer. Denne
sympati ligger i øvrigt også i naturlig forlængelse af
buddhismens grundsyn.
Issas haiku rummer ofte en varm humor. Her
er nogle eksempler, hentet fra antologien ”Japansk forår” Side
99. 105, 106, 111 og 113. ooOoo Den
femte og sidste af de store haiku-mestre, jeg vil nævne
her i dag, er MasaokaShiki, der levede fra 1866 til 1902.
Han blev født i Matsuyama som søn af en samurai, der døde
da Shiki var 5 år gammel. Shikis mor var lærer, og hun
forsørgede familien. Da
Shiki var sidst i tyverne, arbejdede han som
krigs-korrespondent i Kina og pådrog sig sygdommen
tuberkulose. Det betød han blev nødt til at rejse hjem,
og han måtte også opgive sine studier i klassisk japansk
litteratur. Herefter koncentrerede Shiki sig (ofte fra sit
sygeleje) om sit forfatterskab, både som digter og som
kritiker. Det
var således Shiki, der fornyede både det 5-linjede med
31 stavelser og det 3-linjede digt med 17 stavelser – og
indførte de nye betegnelser: Tanka i stedet for waka, og
haiku i stedet for hokku. Shiki
døde i 1902 kun 35 år, men hans korte virke fik stor
betydning for eftertiden. Her
er nogle eksempler på Shikis haiku, hentet fra antologien
”Japansk forår”. Side
120, 121, 124 og 127. Niels
Kjær
|