HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
Tomas Tranströmer som haiku digter |
|
Sidste år fik Tomas Transtömer langt om længe Nobelprisen for sit livsværk. Og
derfor har han været taget op til ny vurdering i mange sammenhænge. Her
koncentrerer vi os om hans haiku digte. De er oversat af
hans danske Oversætter
Peter Nielsen og første gang samlet af Arena i 2002 i den svensk og
dansksprogede Haiku 1959 – 2001 og genoptrykt i Rosinantes Samlede Tranströmer fra
2011. Begge er stadig uundværlige. Den første fordi den også har haiku digtene på svensk. Her vil jeg gengive dem både på dansk og
det originale svenske. Hans liv og værk er
vokset sammen til nærmest mytiske dimensioner, der både truer
og beriger læsningen. Det er jo helt overvældende at
læse følgende
fra digtsuiten Östersjöar fra 1974 med den bagklogskab, at han 16 år senere
selv bliver ramt af en hjerneblødning og afasi: 2. august. Noget vil siges men
ordene går ikke
med til det. Det hænder at man vågner om natten
Kragetæer,
fortalelser.
Gør
karriere, bliver chef for konservatoriet.
Kun opfatte
korte vendinger, siger forkerte ord.
Efter hans egen hjerneblødning kan
Tranströmer
heldigvis fortsat skrive og spille musik med venstre hånd. Felstavade
liv – skönheten kvarlever som tatueringar. När rymmaren greps bar han fickorna fulla med kantareller. Fejlstavede
liv – skønheden lever videre som tatoveringer.
Da
den undvegne gribes har han lommerne fulde af kantareller. Ligeså typisk som for hans øvrige produktion er ordene ikke ord, men skrift og musik
af en mumlende organisk stemme. Afasien vokser over i
koncentrationen af alle sanser. Og billeder åbner sig pludselig op gennem vrangen på sig
selv. Og der er intet ufærdigt
eller udkast lignende over disse haiku. At se og skrive, at
"fejlstavede liv" bryder ud i skønhed gennem fangernes tatoveringer, er koncentreret Transtömer. Ligesom den tilsyneladende
knugende afslutning på udbrudsforsøget i næste haiku vendes til den øredøvende musikalske mumlen af organisk liv, som også er
Tranströmers særkende. Hans billeder er for det meste
skæve og
toner kontrasterne over i forskydninger. Øjeblikkelige sprækker i eksistensen, der helt dagligdags og selvfølgeligt åbner
tomheden op mellem liv og død: Den
vita solen träningslöper ensam mot dödens blåa berg. Solen står lågt nu. Våra skuggor är jättar. Snart är allt skugga. Den
hvide sol løbetræner alene mod dødens blå bjerge. Solen står lavt nu. Vore skygger er kæmper. Snart er alt skygge. Og hele tiden løber den
mumlende organiske stemme mere eller mindre lavmælt igennem digtene som en puls, der drager næring af
det skrevne, skriftens forløb:
med det fintstilta gräset och källarskrattet. Rentjur
i solgass. Flugorna syr och syr fast skuggan vid marken. Vi må leve med det småtskrevne
græs og kælderlatteren. Rentyr
i solskin. Fluerne syr og syr skyggen til jorden.
En på en gang meget livskraftig og meget ydmyg pulseren der skævt smyger
sig op ved siden af modernismens axiomer om dikotomi, død og liv, tomhed og fylde, ensomhed og fællesskab,
og lynsnart sætter den/det enkelte i forbindelse med kosmos: Och blåeld, blåeld reser sig ur asfalten som en tiggare. Og
slangehoved, slangehoved rejser sig af asfalten som en tigger.
(Blåeld er på dansken planten Slangehoved med det latinske navn Echium
vulgare, som vokser på tørre stenede lokaliteter og har været brugt
mod slangebid) Den eneste af konventionerne
for senryu og haiku, som han følger, er antallet af stavelser 5 – 7 – 5.
Ellers opbygger han blot i hvert digt dets eget
microkosmos. Dette er Tomas Transtrømers
haiku univers. Skæve billeder og eksistens sprækker,
gennem hvilken en vedvarende organisk mumlen pibler
frem, der holder de store modsætninger i
livet stangen. Drister han sig endog til at kalde det
lykken? Se
hur jag sittar som en updragen eka. Här är jeg lycklig. Människofåglar. Äppelträden blommade. Den stora gåtan. Se
hvordan jeg sidder som en robåd på land. Her er jeg lykkelig. Menneskefugle. Æbletræerne blomstrede. Den store gåde.
Denne ukuelige piblende
eksistens er for Transtömer nøje forbundet med det lange åndedrag i det at lytte og skrive. I skabelsesprocessen,
som hele tiden påbegyndes igen og på ny:
Jag viskar en hemlighet för at nå in dit. Stor och långsam
vind från havets bibliotek. Här får jag vila. Hør suset af regn. Jeg hvisker en hemmelighed for at nå derind. Stor
og langsom vind fra havets bibliotek. Her kan jeg hvile. Thorvald Berthelsen
|