Niels Kjær
”Livstegn, Samlede Haiku”
Forlag BoD 2022
ISBN: 9788743031352
Af Lars Hougaard Clausen
Niels Kjær oplyser i forordet til sine samlede haiku ”Livstegn”, at han kommer til genren via sin interesse for den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830 – 1886), og det er med den oplysning i baghovedet, jeg læser samlingens første digt:
”En flaskesamler
og en spurv på arbejde
i nytårssneen”
Straks kommer jeg i tanke om et vers af den amerikanske digter:
“A Bird came down the Walk –
He did not know I saw –
He bit an Angleworm in halves
And ate the fellow, raw”
Motivet er i sig selv en metafor, og der stilles øjeblikkeligt skarpt på læseren, der som den foretagsomme fugl er uvidende om digterens overordnede synsvinkel. Reserverer vi fuglen som metafor for læseren i det danske haiku, må digteren være flaskesamleren, der gennem sin ydmyge gerning tilvejebringer den tekst, som læses. Men ikke blot den men også rammen om den som er den nytårssne, i hvilken spurvens egne spor er at se ved siden af flaskesamlerens.
Det spor forfølger digteren dog ikke selv, og selv om samlingens andet haiku forbliver i sporet fra det første, er det i form af en mere triviel iagttagelse:
”Nytårsdagens sne
er allerede snavset
af byens trafik”
Men sådan bruges genren til at opsamle stort og småt, og der er ikke længere mellem snapsene, end der bør være. Hurtigt introduceres samlingens titeldigt:
”Glasklar morgenluft –
lange skygger i sneen –
døvstumme livstegn”
Det lyder som livstegn, der er fundet indridset på den indvendige side af kistelåget, og det fortsætter med det tavst registrerende:
”Børnene synger
om boller og ballade
i vintermørket”,
for endelig at springe ud i karsk humor i haikudigtets paradedisciplin om det blomstrende kirsebærtræ:
”Stormens kuling –
hvem vælter først, mig eller
kirsebærtræet”
Der er mange kys i Niels Kjærs haiku, og denne digterens hverdags-satori træder i stedet for den mere meditative original. Zen-buddhismen er udfordret af den gamle folkekirkepræst, som har øre både for kirkeklokkerne og solsortene, der kalder med hver deres diskant. Jeg mindes en morgen, hvor jeg cyklede hjem fra en bytur, og bevægede mig fra den ene solsorts territorialsang til den næstes – og jeg mindes den kristne russiske emigrant Nicolas Zernov, der underviste i teologi ved universitetet i Oxford, og som fortæller om lyden af kirkeklokkerne i sit hjemland i påsken, hvor klangen af den ene klokke gled over i klagen af den næste i takt solens opgang i det vidtstrakte zar-rige.
Vi kender til at tælle sekunderne mellem lynet og det efterfølgende tordenskrald, fordi det giver et fingerpeg om, hvor langt væk lynet slog ned. Men det slaviske skema af lyn og torden brydes op i digterens opmærksomme iagttagelse:
”Lynet rammer mig
i øjet før jeg hører
regnen på taget”
Voldsomt er det, da lynet jo først ligesom slår ned i digteren, før det forvandles til synsindtryk – men det er langt væk, og den eneste lyd, der høres, er den beroligende lyd af regnen på taget. Lynnedslaget sætter sig dog spor i en hilsen til Bashos dødsdigt:
”Den isnende blæst
mine drømme strejfer om
i vintermørket”
Digterens egen epitaf må formodes at være denne:
”Resten af livet
begynder om et sekund
faktisk lige nu”
Læg mærke til sammensmeltningen af forventning og virkelig røgelse.
Herefter følger nogle såkaldte ”Haikusekvenser”, der ligesom første del af bogen i virkeligheden er små beretninger fortalt på haikudigtets versefødder, og de består som første del af bogen både af saglig information og små glimt af lykke. Det er en form, der tager meget hensyn til læseren, blot skal man være sig det fremadskridende forløb bevidst. Til overflod er der til sidst i bogen en række gendigtede haiku af de gamle japanske mestre. Niels Kjær er ikke så lidt fræk, for han bruger egenhændigt deres digte til at sætte sin helt egen prædiken sammen. Det er op til læseren at følge med.