ANN MARI URWALD

ANKOMMER

ankommer
til skelsår og alder
nye stier  

fotos på væggen
vækker minder
liv ebber ud

drama i nat
spredte hvide fjer dækker
skovstien

det rusker i egen
døden letter med hatten
din tur må vente

først den ene vej
så den anden og tredje
den sidste ender

verden er der i
stormens rusken og virvar
ingen tvivl om det  

gedehamsen
får tæv med en avis
angsten

ytringsfrihed
den stærke parts ret til at 
håne den svage

solsortelort
kirsebærtræets frugter
i ny udgave

duen på grenen
kurrer og sætter punktum
det var det


OLE BUNDGAARD

Duerne kurrer
ænderne snadrer og jeg
taler i søvne

Jeg hører fuglen
ser et egern i et træ
et gult blad falder

Hvorfor skal alle
disse pruttende køer
dog lægges for had


THORVALD BERTHELSEN

LYSENDE

Lysglimt i blade
strækker mig igen i spring
fra mos’ vækst på ny

til rødders udskud
i vildt filigran om sig selv
vi imploderer

i et langsomt nu hvor al
tid er stilhedens forløb

HOLD VEJRET

Kortåndet ophold
i hidsende samvær med
det tilnærmelige

FORVENTNING

Stilleben smelter
i underlivets snesjap
til solpletters suk

BERØRT

Mellem kiesel og kys
indvikles fingre og hår
i vakt livs zigzag

EFTERBRÆNDT

Efter vi skiltes
er jeg nu i mund og bund
fyldt helt ud af dig

SNEBÆR

Minders senblomstring
i sne der ikke falder
i den tynde luft


ERIK HENRIQUES BING

Erindringer er
indre flyveblade fra
et udfoldet liv

Fra vores lille
sø fører en smal træbro
til det store hav

Jeg kender ikke
navnet på den smukke blomst
Den og jeg er ét

Blå sommerfugle
parrer sig og Planeten
drejer en omgang

I den mørke skov
rækker måneskinnet os
en hjælpende hånd

Træerne slås om
pladsen, men under jorden
fletter de rødder

På træbænken i
Tisvilde Hegn sætter en
mand sig og venter

Eghjorten er nu
tilbage i skovene
Her var den før os

Ænder og blishøns
fodrer os ved søbredden
med oplevelser

Lavt over søen
en hejre på flugt fra en
ophidset krage

Kvinde i landskab
Gående meditation
Trinvis forsvinden

Hun træffer et valg
og vandrer over bjerget
med håb til sin mor

Dræbersnegle, en
invasiv art i slægt med
homo sapiens

Solskin i haven
Vi så det ikke, for vi
forsvandt i Facebook

Raslende blade
Efterårsblæsten er en
knastør træblæser

Blå himmel, hvide
skyer, der sejler under
evige sjæle

Nu er himlen sort
Men jeg husker de hvide
kirsebærblomster


LENNART BJÖRNEBORN

Et oktobermyg
klækket i klimavarmen
stikker mig som tak

Fabeldyrene
mangler kun tændstikkerne
Fanger kastanjer

Øverst i træet
lokker smukt røde æbler
jeg ikke kan nå

Højtryk og lavtryk
Vindstille veksler med storm
Klodens vejrtrækning

Erantis fniser
når rhododendron snorker
Vækker vintergæk

Flimrende mønstre
Lyset leger med løvværk
Rammer mit papir

Varm nat mod min hud
Ubeskyttelsesrummet
Lyden af en myg

Det sidste sollys
hilser ved horisonten
Spejles af månen

Klippens fragmenter
Tidskapsler fra æoner
Sandkorn i min hånd

Puslespil på tværs
Passer vores livsbrikker
ind i hinanden

Som en indre sol
findes tillid til livet
Som en indre ven

Ord skaber håndtag
vi griber, begriber med
Åbner ny døre


ULLA BRUUN

SVANESANG – HAIBUN

For år siden når natten var lun og vinduet åbent, og jeg tændte lampen for at læse i sengen, så fløj den første af flere natsværmere hovedkulds ind i pæren og satte sig først, når jeg surt slukkede lyset. Hvornår har jeg sidst set, sådan et støvet væsen flagrer forvildet omkring? Da jeg var yngre og den lune, sorte augustnat lokkede mig, til at lade døre stå på vid gab, mens lyset var tændt, så blev stuen fuld af kulrede stankelben. Jeg reddede én forleden morgen fra at drukne i vasken. Jeg tog den nænsomt i mine hulede hænder og så den vemodigt flakse søvndrukken afsted med sine våde vinger mellem de tornede roser.

Da jeg var yngre så jeg flittige myrer, yndige guldsmede, sværme af mariehøns, kulørte tæger, sorte kæmpebiller og blå sommerfugles parringsdans. I juli var der masser af små babyfrøer i plænen, der ikke blev slået, før de forsvandt ned i den lille sø, der nu er drænet. I år har jeg set en enkel lille frø, der kravlede mellem de høje græsstrå og ukrudtsplanter, jeg nu lader gro i håbet om, at selv myggene og hvepsenes summen og stikken vil vende tilbage! For ikke at tale om lærkens triller, gøgens kukken og nattergalens vemodige sang.

Naturen sagt op
Alle dyr er truede
Vores svigt og svig

PÅ MIT BORD

Lysende magisk
Spraglede sarte farver
Buketters debut 

SPIND

Perledråbers glans
På spinkle silketråde
En knipling i sol

STORM

Aftenmørkt trods dag
Det buldrer løs derude
Vandfald langs tagryg

Naturens drama
Uden tændte lampers slør
Kun lyst op af lyn

NEXØ KIRKEGÅRD – HAIBUN

Før solnedgang på aftentur går jeg ind på kirkegården. En kvidren af mange fugle bliver højere og højere, mens jeg går i gruset mod kirkens gavl. Lyden kommer fra et mægtigt træ, hvis tynde grene hænger næsten nøgne fra kronen. Jeg går helt ind til stammen, der er grøn med et tag af tætte blade, og fuglelarmen stiger i protest over min indtrængning. Først letter enkelte, så små flokke, der tilsyneladende vender tilbage, for fugle kommer hele tiden til. Det er et asketræ, ser jeg nu – som Yggdrasil, – livstræet i den nordiske mytologi. Jeg går tilbage for at fotografere det i sin helhed med kirken som baggrund. Den mørke silhuet der er hjem for tusinder af stære. 

Asketræets liv
Det lytter tavst til kvidren 
I kærlig andagt


ULLA CONRAD

HUSET MED DE TRE BIBLIOTEKER

 I hele huset er der bøger. I museumsbutikken er der bøger, hun har skrevet, stillet op i den rækkefølge, de udkom. Bøger, der er skrevet OM hende, fylder den ene hylde efter den anden, om hendes bror og hendes far. Bøger om de emner, der interesserede hende – mad, natur og litteratur. Bøger på dansk, på fransk, på tysk, og øverst oppe rækker de mange andre sprog sig hånden, og slutter på kinesisk og japansk. Også andre steder i huset gemmer der sig bøger. Bøger, der var hendes egne, 2000 af dem, og som skal flyttes til et nyt rum, som jeg er med til at gennemgå og holde i hænderne, åbne, lukke, krydse af på en liste, pakke ind i silkepapir. Forrest i bøgerne: Dedikationer fra Denys Finch Hatton, fra forfattere, der kendte og besøgte hende. Så er der bøgerne fra personalebiblioteket, hvor jeg låner og læser, låner og læser, igen og igen, den ene biografi efter den anden. Så er der selvfølgelig selve det såkaldte bibliotek, dét rum, som sammen med den grønne stue fungerede som gæstestue bl.a. for Thorkild Bjørnvig – som soveværelse. Det er huset med de mange rum, som jeg om aftenen lukker og slukker lyset i, trækker dørene til, og forlader – huset der en gang har tilhørt baronessen, Pellegrina, kvinden med de mange ansigter, masker. Huset, der har tilhørt – Karen Blixen.

I vindueskarmen
en skål med rød jord
fundet på graven

NUNQUAM UMBRA SINE LUC

 Ude på græsplænen ved Karen Blixens hus står der et solur på en grå murstenssokkel. Og på siden af den: For det første datoen, hendes far opsatte uret. Og det var ikke i forbindelse med 1879, hvor han købte landet – men 1881, hvor han flyttede ind med sin kone. På det tidspunkt havde han været i fire forskellige krige, og været pelsjæger i Wisconsin, USA. Han købte stedet her for at slå sig ned og starte sin nye familie op, der blev til konen Ingeborg Westenholz, og de fem børn. Nummer to: Karen B. På den modsatte side af soluret står der et motto: “Numquam umbra sine luc”. Uden skygge intet lys. Som de fleste måske tror, det skulle vendes om: Uden lys ingen skygge. Der er altid en bagside. Så er det sådan her egentligt, ingen skygge uden lys. Måske forståeligt med de oplevelser, den bagage, han kom med. Måske det var hans ønske, at der nu startede en periode med lys, efter alt det vold, han havde set, alt det, han havde kæmpet for, kæmpet for fred, som måske nu kunne indfinde sig, der, på Rungstedlund. Og alligevel varede det ikke så mange år, før hans liv ikke længere var. Karen B var kun 9 år. 

I gamle stuer
vækker syrenernes duft
historier til live

GINKO PÅ BASECAMP LYNGBY – SEPT 2023

Drøm om fremtiden
transparent tavshed
bygget med blomster

Fremtidens byggedrøm –
her flyver bier endnu
eller – igen

Langsomt åndedræt –
skoven gror umærkbart ind
i efteråret

Solens stråler
sniger duften af røllike
ind i mit indre


IB IVAR DAHL

Et par tekster fra hans nye bog: ”Den blå hylde”

DET DØENDE HAV

Hvem har ikke stået en morgen og nydt solopgangen eller solnedgangen over vores smukke havlandskab, når solen farver himlen i røde og orange farver?
Mange af os har sejlet på havet for eksempel fra Det sydfynske Øhav tværs over Lillebælt til Als i strålende sol og god medbør. Hvor mange af os har i disse situationer tænkt på, at vi ser på, eller sejler over et døende hav, hvor havbunden er en livløs ørken?
Men.
Vi ved det og har brugt det i mange år. Det vi vil skaffe bort og ikke gider se på kaster vi i havet, eller lader det blot sive så sagte til havs.

Affald, skidt og gift
Havet, vores skraldespand
på den blå hylde

SKÅRENE

Det er efterår. Storskibet slingrer fælt på Nordatlantens svære dønning. Messedrengen har dækket op mellem slingrerigler på bordet til styrmænd og maskinmestre, da skibet tager en slem overhaling. Fire tallerkner, vandkanden og et par glas skrider på dørken med et brag, idet andenstyrmand træder ind af døren.

Fej skårene op
bær skidtet ud og sæt det
på den blå hylde

GYLLE OG PESTICIDER

Det er forår i Danmark. Bønderne sår deres marker til. Senere kommer de store maskiner med gylle, NPKgødning og pesticider, så monokulturerne kan gro og holdes rene for skadedyr.
Hen over sommeren kommer grøderegn før høst, og i efteråret skyller regnen overskud gennem dræn, kilder og de store åer til havet.

Med bække og åer
siver pesticider ud
på den blå hylde


NETE KRØLL ERIKSEN

Som Athens stræder
I oldtids skær griber jeg
Lyrens klang i ord

Ord formes til ånd
I rejsen og digtere
Bryder tankers tid

Havets blæst i skumsprøjt
Jeg formes på ny altets
Storm Bløder på ny


KIM MENG GLADOV

alt er skrevet før
også dette ved jeg nok
men alligevel

jeg sidder stille
imens trasker tiden rundt
uden at spørge

skygger bliver til
men kan aldrig træde frem
og takke solen

himlen daler regn
dråber kysser mit ansigt
du er næsten her


IDA HAMRE

AT LEVE ER AT REJSE VÆK

nu rejser vi ud
før vi skal ned i graven
skal vi se os om

se på skov og mark
grønt er godt for øjnene
det si’r H.C.A.

se hele verden
før den brænder helt i sort
med og uden os

se de mærkelige dyr
prøve den transsibirske
smage et frølår

kroppen på kure
mudderbade og massage
skønhed til tiden

eksotisk shopping
vinstokke og voldgrave
livsintensitet

der er ikke tid
til en tanke eller to
en stund til et blund

så ånder vi ud
længe før sidste termin
det er kun et pust


HANNE HANSEN

havens grønt og brunt
brudt af tallerkensmækker
glædens orange

vi drikker kaffe
gråspurven balancerer
på fuglebadet

duen er sulten
ved vores fødder hapser
den modigt kerner

stille samtale
fuglene lytter tæt på
alle i haven

ØJEBLIKSBILLEDE

barnet er tørstigt
drikker ivrigt en kop vand
får ondt i maven

byen sku’ tømmes
sårede og døde ses
i vrimmel af liv

de civile som
skjolde for ugerninger
kynismen blomstrer

infrastrukturen
brudt sammen – hjælpen ude
af rækkevidde

naboen fjende
man slås for eksistensen
glemt er mennesket


NIELS KJÆR

Midt på plænen står 
et japansk kirsebærtræ –
vil himlen blomstre?

Nye kartofler
med friske krydderurter –
kødløse dage

Deler frugthave
med alle slags kryb og kravl
biller og bladlus

I erindringen
står pariserroserne
altid i fuldt flor

Plukker en skål bær  –
syv portioner rysteribs
er belønning nok

Indian summer –
septembersolen farver
stråene gule

Vintertid – sætter
ur og møbler tilbage,
lukker for vandet


HELGE KRARUP

Låget er lagt på

Dagen bliver til natten

Længsler vækkes

Natten rydder op

Dagens rester samler sig

Nattens renselse

Natten rydder op

Stiller dagen til ansvar

Mareridtsagtigt

Natten er gravid

Dagen fødes af natten

Hvordan mon den bli’r


MARGIT KRISTENSEN KLOK

Hørte en Hvisken
som en kornblomst stod du der
blandt valmuerne

Håbet er det stof
som drømmende er gjort af
du lille krigsbarn

Med silketråde
syr jeg kærlige tanker
ind i tæpperne

Dengang du var barn
talte jeg dine fregner
smukke blå øjne

I sin skykåbe
hænger månen og venter
på næste skybrud

Blinker som lysglimt
og lynende diamant
stråler i vand

Vandfaldets brusen
jordpladens bevægelse
stilhedens blomstring

Diset blå himmel
rumlende jordskred på vej
rød rubin i sand


BO LILLE

Guldsmeden sætter
sig glad på min åkande
intetanende
Havet hvidt af skum

Jeg står et sted i lyngen
blafrer for vinden
Vi har pålandsvind

havet er rasende hvidt
Hvor er der mon rav?
Denne mørke tid

Uger slæber sig af sted
gennem gråheden
Engle i sneen

hvide som uskylden selv
med frosne vinger
Er det ovre nu?

Jeg kaster mit mundbind ud
søen sluger det

MIN GRAVSKRIFT

Her ligger en mand
med poesiens blå blomst
mellem læberne


HENRIETTE CHARTIER LUND

Svømmende ænder
Havets klukkende lyde
Sindet der stilner

Tang, sten Bølgeskvulp
Hvor er bekymringerne?
Husk Tur til havet

På bænk i skoven
Mine venner træerne
Stærke og kendte

Solpletten aften
Vindstille Solsorten sang
Længsel i hjertet

Kajak passerer
Solens glitren i vandet 
Indtrykket gemmes

Endnu en morgen
Gråt. Nej lyst. Solen skinner
Den store forskel

Mester Eckehart
Guds rige findes i dig
En evig glæde


JONNA MAY MULLER

FÆRØSKE SPOR
 
Øer langt mod nord
krydser med tunnel og båd
atten små øer
 
God fornemmelse
grønne små øers favntag
sjæl falder til ro
 
Her er landet højt
store fjeldes parade
her er jeg lille
 
Bølgernes brusen
massive stærke fjelde
ser grindehvaler
 
Fjorden står stille
fjeldkanternes silhuet
rammer byen ind
 
Kvinder der venter
mænd på havet er langt væk
kommer de igen
 
Nogen kom aldrig
bølgerne tog skib og mand
livet langt mod nord
 
Det er blodets bånd
usynlige tråde med
indgraveringer
 
Stemmerne høres
der trampes og synges kvad
en glad færing
 
Solen bryder frem
bager med himmelsk farve
græsset står helt skarpt
 
Bygder med tårne
rødt og hvidt lyser mod grønt
Guds hus ved fjorden
 
Fra fjeldenes top
udsyn til længsler og håb
fremtiden venter


BJARNE KIM PEDERSEN

DIGTERENS HUND

Mange af mine digte bliver skrevet på min morgentur med vores to islandske fårehunde. Denne time over den inddæmmede Egensefjord er også et af mine heller under åben himmel. Førhen medbragte jeg altid blyant og papir.
I dag skriver jeg på min telefon. Jeg har også trænet hundene til at sætte sig ved min side, når jeg står stille og skriver. De er nu så trænet, at når Krummi hører det lille klap, når jeg lukker telefonen så rejser han sig og er klar til at gå videre.
Nu er jeg også uddannet socialpædagog og har lært ret meget om Pavlovs hunde. Et PS om Pavlov: Jeg har været med til at undervise på det psykiatriske hospital i Kyiv, der ligger for enden af mindeparken for Babi Jar. Hospitalet hedder Pavlov Hospital.

Digterhunden kan
mærke det sidste punktum
og går videre. 


ÅH POLEN

To polske, I ved det sikkert ikke. Men jeg har i mange år rejst en del i Polen. Da jeg var klubleder på Nordfyn, var polske børn den største enkeltgruppe af fremmede børn, vi havde i klubben.
Jeg skrev for en del år siden en kronik om at behandle polakker her i landet ordentligt. Det var dengang en stor fagforening brugte en valgkamp til at køre på polske håndværkere. Jeg blev dengang inviteret på kaffe på den polske ambassade, for at ambassadøren kunne sige tak for mine ord.
Jeg var en af de danskere, der græd, da Gdansks borgmester Pawell Adamowicz blev myrdet i januar 2019. Og jeg sad fuld af undren over den danske presses dårlige dækning af det polske valg. Jeg fandt ingen omtale af den store march af en million hjerter en uge før valget, som blev et nederlag til den PIS styrede højreregering i Polen.

MARCH OF A MILLION OF HEARTH
 
X-faktor pressen
i Danmark havde for travlt
med egen navle

EN TANKE TIL PAWELL ADAMOWICZ


Polen vælger en
fremtid som nyt centrum midt
i mit Europa
 
EN HVID BIL


Millimeter fra
et sammenstød, livet kan
ændres i nuet



BLÅT OG GULT

Jordskokblomsterne
skinner gult mod den klare
blå farve øverst



25. SEPTEMBER 2023

Det var lige her
en isfugl lettede, min
opal til dig, skat.



Tre dådyrkalve
græsser på brakmarken, er
der ingen voksne



Trækfugle raster
på nysåede marker
morgenvandringen


KIM SKOTTE

Se dig nu omkring
en helt afsindig skønhed
ikke skabt til os
 
Vi søger i ly
for regnen og for verden
dens elementer
  
Stormen rusker løs
træet svajer fordrukkent
beruset vejrlig
 
Jorden har sendt bud
mit eneste holdepunkt
min poetik, tak
 
Al denne summen
brummen svirren og kvidren
jeg spidser øret
 
Hvordan tæller vi
arterne og deres lyd
alt det der er væk?
 
Olieret himmel
fede sortgrå skybanker
et fossilt signal
 
Det var den morgen
jeg så den tossede ræv
fanget i flugten
 
Se livets spiral
følg sneglehusets urform
et tidløst design


JETTE SLAAEN

Nattens kølighed
mørkets usynlige lyd
pindsvinets grynten
 
Buldrende mørke
skyer sænker sig over
vore hustage
 
Annes sang er en
mesterlig fortælling om
jødernes trængsler
 
Bladenes hvisken
fortæller om sommeren
der snart er forbi
 
Stor tålmodighed
Biler der suser forbi
Venter på grøn mand
 
De to lækre sild
steger rødspætter, men hvor
gemmer torsken sig
 
En grå torsdag skal
farves med en palet af
musikalsk glæde
 
Løbende skygge
en lille mejer piler
væk fra støvkosten
 
En farfar går bort
Oldebarn ser dagens lys
Slægtshistorie
 
På en klangbund af
grønt med 7 røde roser
En bårebuket
 
Færge i høj sø
Gakkede gangarter, der
er fri dans på floor


PIA VALENTIN SØRENSEN

bølgernes klukken
har en anden dialekt
yderst på molen
 
farverne danser
på havets overflade
regnbuens ende
 
utålmodig hest
vrinsker ved foldens låge
vil hjem i stalden
 
september solen
kaster skygger i mit sind
sommeren er væk
 
en ravns hæse kald
den sorte silhuet mod
efterårshimlen
 
syn fra min stue
kirkegården julenat
lys på gravene
 
tid er et konstrukt
et forsøg på at skabe
orden i kaos