Ulla Bruun:
NU
Mens vi kan elske
Haiku og andre digte. 87 sider. Attika 2023
Med illustrationer som uddybende replikker til teksterne
Anmeldelsen er bragt første gang i Netmagasinet Sameksistens 25.01.24 skrevet af Marianne Olsen.
En usædvanlig, rig bog med haiku-digte
’NU – mens vi kan elske’ er velgørende i sit klarsyn i en tid med alt for mange tomme aggressive ord.
I sin nye udgivelse fra 2023 har Ulla Bruun på 87 sider skabt syv store fortællinger eller små romaner fulgt af en epilog.
SAMEKSISTENS har tidligere anmeldt hendes fortællinger i Alvin, Underhunden og andre fortællinger fra 2022, hvor det allerede blev vist at form og indhold udgør en enhed, et NU. Denne bog er en udvidelse af den kunstneriske horisont.
Haiku – end indvandret åndsform
Haiku er en japansk digtform, der er indvandret til Danmark og har integreret sig hos os, samtidig med at det har beholdt sit eget særpræg. I trelinjede strofer på 5-7-5 stavelser får vi den stramme nøgterne form, der netop i denne tid med alt for mange tomme aggressive ord er velgørende i sit klarsyn uden noget mellem linjerne – intet at gætte sig til.
Det er læseren der er hovedpersonen, som selv skal opleve. Allerede inden den rigtige begyndelse kastes dette haiku, der gælder Enhver, imod læseren:
Verden set gennem
Mit eget kalejdoskop
Knust og sammen sat.
Familie og nabo
Således er man suget ind i hverdagen og dens omgivelser, og hvis et enkelt haiku ikke slår til, kan flere danne fortællingens billeder: Ude i haven er vores familiemedlem solsorten:
Gul som solens ild
Sort som træet brændt til kul
Dybt klinger sødmen
Den er i sig selv
Med sang og krop et haiku
Spejlet i min sjæl (af Solsort, s. 12)
Der er også en særlig nabo:
Træder ud og ser
En tudse bor ved min dør
Min grønne nabo (En Tudse, s. 17)
Inspiration
Husets omgivelser får tænkeren frem i os og genopvækker gloser som ellers var gået i glemmebogen. Naturens metamorfoser optræder lige foran os:
Rosenblades fald
Lyserøde snart brune
Duft bliver til lugt
Forsvinder i jord
Svampe fortærer grådigt
Alt opstår igen (af Opstandelse, s. 18)
Vi er senere indenfor i regnvejret:
Dagen klædt i gråt
Regn – tonedryp på ruden
Tæppesvøbt med bog (Råhygge, s. 23)
En anden variant af inklusion
Kærligheden har selvfølgelig sit udspring i digterens eget liv. Alligevel er læserens ’jeg’s erfaringer inkluderet med små forskelle:
Blindfødte yngling
Excellerer i humor
Med kløgt og udsyn (af Nyforelskede for 56 år siden, s. 27)
Det gavmilde liv har givet børn og børnebørn. Vi lytter, taler og bygger bro over den så banalt omtalte generationskløft:
Om musik, lyrik
Livet og stjernerummet
Der er ingen kløft (af Generationsbro, s. 38)
Så kom corona med sine indskrænkende bud. Blandt de 30 hvirvlende illustrationer er selv pigen med masken (s. 41) gennemblæst. Digteren tillader nok ro, men aldrig den stilstand som coronaen truede os med. For vi modstod med musik.
Hjerterodens lys
Øjne smil og sang i lyst
En virusfri tid (af Nedlukning, s. 43)
Men i december 2020 bliver traditionerne brudt:
Indkøbscykletur
Forventningsfuld trods udsigt
Til tosomheds-jul (af december 20, s. 45)
Fortællingen om rejserne rundt i Danmark og i den store verden tager os med – også til lande der ellers er ukendte for læseren. I illustrationer og haiku følger vi fra et sted i nærheden af en svinefarm på Mors til Cuba, til Tenerife, Grønland og Aalborg og Aarhus. Det er ofte billedkunsten, der får læseren til at dvæle og glæde sig over digtformens skønhed: to sider af samme sag.
Flugt og krig
Vi bliver også tvunget til at se vores egen og menneskets værste side: hadet og frygten, som vi er ansvarlige for: skulle vi forarges over andres forbrydelser langt væk fra ’her’, bliver vi mindet om det ansvar vi har for medmennesker på flugt, vores næste som vi svigter hver eneste dag:
Ofre for velfærd
Vores overflodssamfund
Med grænser af stål (af Flugt, s. 81)
Vi tvinges ind i en empati, der er umulig at undslippe.
Stop dette vanvid
Lad tårer løbe sammen
Til en flod af håb (af Gaza 2014)
En enkelt gang rettes fortvivlelsens vrede mod Putin – med en vellignende grotesk illustration:
Insekt i munden
Kalder Putin krigsprotest
Sommerfugle flyv! (af Putins krig, s. 84)
Krig, ufred og flugt er tåbeligheder uden indsigt
For vi som er våbenløse, har dog hver og én sorger nok at leve med:
Skal forbi huset
Se op mod vinduerne
Sorgen gentages. (Alice, s. 52)
Undtagelser
I enkelte tilfælde brydes formen, især i erindringsskitserne. De tekster må læseren opleve udefra, skønt der også her er genkendelse. Her et haiku til moderen:
Et stort menneske
I en yndig lille krop
Fødte mig engang (Mindeblomst, s.76)
Dette Haiku er sat som centrum i digterens familie-erindringer med andre former og en enkelt prosatekst. Om faderen hedder det bl.a.
Af indlysende grunde
Kendte jeg ikke
Min far da han var barn
Men barnet i min far har jeg kendt (af Et drømmersind, s. 74)
NU – mens vi kan elske er en usædvanlig rig bog, lille i omfang, så man let kan få den med, hvis eller når vandene skyller op om os, og vi bliver henvist til en øde ø ved vores egen klimadumhed.
Læserne bliver forhåbentlig mange. De skal have bogens bagsidehaiku med som en varm anbefaling:
Må læselysten
Gi’ frydefuld forventning
Til fordybelse